Coronavirus

Overlæge kommer med særlig opfordring før fjerde stik - og den handler ikke om corona

Snart tager man for alvor hul på revaccinationen mod corona. Ekspert har en klar opfordring til borgere over 65 år, der ikke kun skal tage stilling til, om de vil have et fjerde stik mod covid-19 

Det er forventningen, at op mod 2,5 millioner danskere skal revaccineres i løbet af efteråret.
Det er forventningen, at op mod 2,5 millioner danskere skal revaccineres i løbet af efteråret. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Opdateret 27. september 2022 kl. 09:52

NORDJYLLAND: Efterårs- og vintersæsonen står for døren, og for manges vedkommende ligger det tredje stik mod corona - det såkaldte booster-stik - langt tilbage. 

Det øger risikoen for at blive smittet med covid-19, og derfor tager man nu for alvor hul på det nye vaccinationsprogram. Fra midten af september begyndte man at revaccinere plejehjemsbeboere og personer over 85 år, og fra 1. oktober kan alle borgere over 50 år få det fjerde stik. 

Revaccinationen mod corona begynder for alvor til oktober. Arkivfoto: Bo Lehm

Hvis man er over 65 år, skal man dog ikke kun forholde sig til tilbuddet om endnu en corona-vaccination. Borgere i denne aldersgruppe skal nemlig også tage stilling til, om de vil vaccineres mod influenza og pneumokokker (lungebetændelse). I invitationen anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man tager imod alle tre vaccinationer hurtigst muligt - og gerne samtidig. Uanset om man har været smittet eller er blevet vaccineret.

Ekspert: Rettidig omhu 

Men kan man skære alle +65-årige over én kam? Hvornår er det for eksempel nødvendigt med en vaccination mod lungebetændelse? 

Henrik Nielsen er overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Han mener, at den nye vaccinationsmodel er et udtryk for sund fornuft og rettidig omhu.  

- Det er ikke nyt, at personer over 65 år anbefales en influenzavaccine i efteråret, men det vil hjælpe mange - også de praktiserende læger - at det bliver muligt at få alle vacciner samme sted samme dag. Fokusset på - og tilslutningen til - influenzavaccinen har ikke været så høj, som man kunne ønske sig, så jeg synes, det er en god service, fordi det bliver mere enkelt, siger han.

Henrik Nielsen, overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, mener, at det tredobbelte vaccinationstilbud er et udtryk for rettidig omhu.  Arkivfoto: Torben Hansen

Hvorfor ikke udnytte muligheden? 

Når det gælder vaccinationen mod lungebetændelse, er det ifølge Henrik Nielsen "ikke på samme måde indlysende, at man bør tage imod tilbuddet". 

- Men, siger han: 

- Det handler stadig om at udnytte muligheden, når folk alligevel møder op. Også selvom sæsonspørgsmålet ikke rigtig spiller nogen rolle. 

Er det nødvendigt med en vaccine mod lungebetændelse, når man er 65 år?

- Jo ældre vi bliver, jo mere sandsynligt bliver det, at vi får andre sygdomme, som svækker kroppen. Derfor kan en lungebetændelse være alvorlig. Så kan man altid diskutere, om grænsen skal ligge ved 60, 65 eller 70 år, siger Henrik Nielsen, der mener, at også tilbuddet om en vaccine mod pneumokokker giver god mening. 

- Den har også den fordel, at den holder i flere år efter ét stik i forhold til corona og influenza, hvor man nok skal have et stik hvert efterår. 

- Det handler stadig om at udnytte muligheden, når folk alligevel møder op, siger Henrik Nielsen.  Arkivfoto: Torben Hansen

Klar anbefaling 

I forbindelse med invitationen til tredje stik var der ikke noget tilbud om, at man kunne få en vaccine mod influenza og lungebetændelse i samme hug. Så hvad har ændret sig?

Henrik Nielsen har et bud: 

- Jeg tror, det har noget at gøre med, at regionernes setup ikke var tilstrækkeligt, da det tredje stik skulle gives. Man kunne formentlig ikke nå at forberede sådan en ordning. Men det er muligt, at man havde modellen i tankerne. 

- Og så har vi haft en formodning om, at mange skulle have et fjerde stik. Så det har givet nogle måneder til at forberede den her ordning ordentligt, siger overlægen, der ikke vakler i sin anbefaling til de +65-årige borgere. 

Den lyder i al sin enkelthed: Tag imod alle tre vaccinationstilbud. 

- Det handler om at styrke ældre borgeres modstandskraft, så de ikke får infektioner og bliver syge. Så jeg synes, at det her er en rigtig fin pakkeløsning, siger han. 

Det er forventningen, at op mod 2,5 millioner danskere skal revaccineres i løbet af efteråret. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden