Overlæge slår alvoren fast: Dårlig tatovør-hygiejne kan være farlig

Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis der ikke er styr på hygiejnen

Er der ikke styr på hygiejne og sikkerhed, kan tatoveringskunder ende med en stafylokokinfektion, som vist på billedet. <i>Foto: Tatoveringsklinikken, dermatologisk afd. Bispebjerg Hospital</i>

Er der ikke styr på hygiejne og sikkerhed, kan tatoveringskunder ende med en stafylokokinfektion, som vist på billedet. Foto: Tatoveringsklinikken, dermatologisk afd. Bispebjerg Hospital

AALBORG:Det er ikke altid lige nemt for kunderne hos landets tatovører at regne ud, om sikkerhed og hygiejne er i orden det pågældende sted – og som Nordjyske tidligere har skrevet, kan kunderne heller ikke lige umiddelbart få den indsigt.

Men selvom kunderne ikke uden videre har adgang til kontrolrapporter fra landets tatoveringssteder, er årsagen til at de laves ganske alvorlig. Det er nemlig ikke for sjov, man vil have styr på især hygiejnen hos landets tatovører.

- Man gennemtrænger huden og kommer noget ind i den. Det svarer på en måde til at give en indsprøjtning. Og der ligger nogle risici, når man sprøjter noget ind i mennesker. Derfor er der grænser for, hvad man kan tillade sig, fastslår Jørgen Serup, der formentlig er Danmarks fremmeste sundhedsfaglige ekspert inden for tatoveringer og konsekvenserne af dem. Han er forsker og overlæge på tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital, afholder hygiejnekurser for tatovører og har været med til at arbejde på den lovgivning, der er på området.

Er hygiejnen ikke god nok, risikerer kunderne både infektioner og overførte sygdomme, forklarer overlæge Jørgen Serup. <i>Foto: Tatoveringsklinikken, dermatologisk afd. Bispebjerg Hospital.</i>

Er hygiejnen ikke god nok, risikerer kunderne både infektioner og overførte sygdomme, forklarer overlæge Jørgen Serup. Foto: Tatoveringsklinikken, dermatologisk afd. Bispebjerg Hospital.

Betændelse og overførte sygdomme

Det er Sikkerhedsstyrelsen, der fører kontrol med landets tatovører. Og her er det ifølge overlægen særlig vigtigt, at der føres kontrol med hygiejnen.

- Man skal sikre sig, at de bruger det rigtige grej, at de spritter af, dækker af, hvor de skal, og bruger engangsnåle og den slags ting. Der skal for eksempel også være en håndvask der, hvor de tatoverer, så de kan overholde god håndhygiejne.

Er der ikke styr på hygiejnen, er man som kunde nemlig i risiko for at få alvorlige komplikationer.

- Bakteriel infektion er den hyppigste komplikation ved tatoveringer. Det kræver antibiotisk behandling eller ligefrem sygehusindlæggelse, hvis man får blodforgiftning. Derudover kan hepatitis også komme ind med nåle, og det er også en hygiejnesag at forebygge det.

Sømændene døde af det

Ifølge overlægen er der stor opmærksomhed på hygiejnen i den seriøse del af branchen for netop at forebygge de komplikationer. Men for mange år siden, var det alvorligste sundhedsaspekt ved tatoveringerne netop de infektioner, der blev til blodforgiftning.

- Det var det, sømændene døde af i gamle dage. De blev smidt over bord efter et par dage til søs. Så det er en klassisk, alvorlig, livstruende komplikation ved tatoveringer.

Jørgen Serup forklarer dog, det ikke er ret tit, vi ser svære komplikationer i Danmark, netop fordi tatovørerne som regel er dygtige til at overholde hygiejnereglerne.

- Jeg må tage hatten af for tatovørerne, for de har frivilligt indført en masse tiltag, før de blev lovpligtige. Det segment af tatovører, der er seriøse, går fuldt ind for at have en god hygiejne og gjorde det før reglerne kom.

- Problemet er, der også er et segment, der ikke er seriøse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.