Sundhed

Særlig pornooplevelse giver bedre sæd - få forklaringen her

Porno set gennem 3D-briller får sæddonorer til at levere sæd af en bedre kvalitet - dermed øges chancerne for en vellykket befrugtning

Der skal mere avancerede metoder til end et pornoblad, hvis sæddonorer skal levere sæd af bedste kvalitet til fertilitetsbehandling.
Der skal mere avancerede metoder til end et pornoblad, hvis sæddonorer skal levere sæd af bedste kvalitet til fertilitetsbehandling. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret 12. juni 2023 kl. 14:15

NORDJYLLAND: Sæddonorer, der ser porno i 3D gennem virtual reality-briller, kan levere en portion sædceller, der er mere aktive og dermed af en bedre kvalitet, end hvis de blot kiggede på en computerskærm eller i et pornoblad under seancen.

Det viser et nyt studie fra sædbanken Cryos med deltagelse af blandt andre sæddonorer fra Aalborg.

Egentlig dokumenterer studiet blot, at der er op til 50 procent flere aktive sædceller i prøver fra mænd, der har haft 3D-briller på, mens de leverede sæd, uden at undersøgelsen kommer nærmere ind på årsagen. 

Men Sira Lund, afdelingsleder i Cryos Aalborg, forestiller sig, at det må være den livagtige oplevelse gennem 3D-brillerne, der har effekt.

- Vi ved fra tidligere studier, at graden af opstemthed hos manden spiller ind på sædkvaliteten, siger Sira Lund.

- Alt tyder på, at jo mere livagtige sexscener han overværer gennem brillerne, jo bedre sæd leverer han. Hans hjerne bliver snydt til en oplevelse af, at han deltager i akten på en helt anden måde, end hvis han ser film på en computerskærm, eller en telefon. 

Dermed øger virtual reality-teknikken chancen for, at den kvinde der senere insemineres med sæden, får en succesfuld befrugtning og efterfølgende graviditet.

Som at være der selv

3D-teknik snyder øjnene til at tro, at ting og figurer bevæger sig ud af skærmen, hvilket giver en større oplevelse når man f.eks. ser film og får en autentisk oplevelse af at svømme blandt delfiner, flyve over vandfald eller deltage i en vild biljagt. 

Når sæddonorer benytter teknikken, vil manden opleve, at skuespillerne henvender sig direkte til ham, har øjenkontakt med ham, og måske er blot 20 centimeter væk. At han selv er en del af den erotiske scene i filmen - hvad enten det foregår i en seng, i en sauna eller et andet sted. Det påvirker altså sædkvaliteten positivt.

Ifølge Sira Lund får man en "næsten chokerende virkelighedstro oplevelse" af selv at være til stede i scenen.

Når sæddonorer møder op i Cryos lokaler i Algade i Aalborg, kan de i receptionen få udleveret et virtual reality-headset med et bredt udvalg af erotiske film fra pornositet Pornhub, som de tager med ind i donorkabinen. Alternativet er, at sæddonorer ser porno i et almindeligt format på computer eller telefon. 

- Tidligere benyttede vi også fjernbetjente dvd-afspillere og pornoblade, men de nye teknikker har vundet indpas og coronaen satte en endegyldig stopper for de gammeldags fysiske pornoblade, fortæller Sira Lund.

- Forbedret sædkvalitet var ikke målet med at tilbyde 3D-briller, men det er en glædelig effekt, konstaterer hun.

Cryos - sædbank

Cryos International har afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense og København. Man har desuden afdelinger på Cypern og i USA, som man udveksler sædprøver med.

Sæddonorer er raske mænd mellem 18 og 45 år.

Cryos afdeling i Aalborg har 100 aktive donorer, som leverer cirka 120 aktive prøver om ugen. Sæddonorer får mellem 200 og 500 kroner pr. gang, afhængig af kvaliteten af sædprøven.

Cryos håndterer sædprøverne, de fryses ned i Aalborg og leveres derefter til Cryos hovedlager i Aarhus, der distribuere sædprøverne til fertilitetsklinikker verden over.

Cryos sæddonorer leverer sæd til befrugtning af enlige kvinder, lesbiske par, og heteroseksuelle par, hvor manden ikke er i stand til at befrugte kvindens æg.

For at blive sæddonor skal man leve op til en række krav, bl.a. vurderes sædkvalitet, eventuelle sygdomme og sexvaner.

Cryos International

Deponering ved sygdom

I Cryos undersøgelse indgik 500 sædprøver, nogle fra Aalborg-afdelingen, der viste, at sædkvaliteten var markant forbedret, når der var kort tid mellem udløsninger, og VR-brillerne samtidigt havde været i brug.

Det kan få stor betydning for mænd, der henvises fra sygehuset, med henblik på at få nedfrosset sæd til deponering inden en kræftbehandling, der kan skade fertiliteten. I nogle tilfælde er der tale om akut sygehusbehandling, hvor der måske kun er få dage til at levere den række sædprøver, der er ønskeligt til nedfrysning. 

- Hvis der går kort tid mellem mandens sædafgange, kan kroppen ikke nå at producere tilstrækkeligt mange nye aktive celler. Her ser vi den største effekt af 3D-brillerne, som altså kan forbedre kvaliteten væsentligt, og sikre at manden får de optimale sædprøver deponeret, til senere brug, fortæller Sira Lund.

Sira Lund forestiller sig, at 3D-teknikken generelt vil kunne benyttes i alle situationer, hvor man skal have en sædprøve af så høj kvalitet som muligt - således også på fertilitetsklinikker i det offentlige, hvor mænd afgiver sædprøver, inden kvinden insemineres, eller et æg befrugtes udenfor livmoderen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden