Supersygehus

Efter budgetkaos og vandskader: Nu er Nordjyllands nye hospital endelig klar

Der er nu givet grønt lys til at det nye sygehus kan tages i brug

Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 15:44

Region Nordjylland fik fredag en række vigtige ibrugtagningstilladelser, der betyder, at selve det nye  sygehus nu grundlæggende er bygget og overdraget til regionen.

Det skriver regionsrådsformand Mads Duedahl (V) i en pressemeddelelse.

- Vi har nået en milepæl i det største byggeri til dato i Nordjylland, konstaterer Mads Duedahl.

- Nu er vi i mål og fastholder målsætningen om at tage hospitalet i drift og modtage de første patienter i 2026, fortsætter han.

På sin Facebook-profil skriver Mads Duedahl, at "det har til tider været en absurd oplevelse", og henviser til budgetoverskridelser, udskudte tidsplaner, vand i facader og kilometervis af potentielt utætte vandrør.

Men nu skulle trængslerne for sygehuset altså være slut, og installering af nyt apparatur, træning af personale og flytning kan begynde.

Mange bolde skal gribes

Inden sygehuset er helt klar til indflytning, skal byggearbejdet gøres helt færdigt.

- Der er stadig mange bolde i luften, der skal gribes i det næste års tid, skriver regionen i sin pressemeddelelse.

Blandt andet skal en del nyt teknisk udstyr på plads. I løbet af 2025 leveres udstyr for en samlet sum af cirka 800 millioner kr.

Sideløbende med byggeriet af det ny hospital arbejdes der lige nu på at færdiggøre landskabet i Hospitalsbyen. Det forløber planmæssigt og ventes efter planen afsluttet i slutningen af 2025.

Landskabsarbejdet omfatter blandt andet anlæg af parkeringspladser i terræn samt forpladser til indgange.

Flere funktioner er flyttet ind og kører allerede i området omkring det nye sygehus. Blandt andet regionens centrallager, og Steno Diabetescenter har modtaget patienter siden sommer 2024. Og flere aktiviteter åbner i 2025.

Her kan du læse alle Nordjyskes artikler om byggeriet af det nye nordjyske sygehus

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden