Sundhedshus drøftes

Mange bump på vejen for nyt sundhedshus - det skal nu i byrådet

Sundhedshuset har mødt forhindringer, men vil blive et stort fremskridt for borgerne, mener Lene Hansen (S). Arkivfoto <i>Morten Stricker</i>

Sundhedshuset har mødt forhindringer, men vil blive et stort fremskridt for borgerne, mener Lene Hansen (S). Arkivfoto Morten Stricker

BRØNDERSLEV:Økonomiudvalget tog ikke stilling, da de onsdag drøftede det nye sundhedshus på Tolstrupvej i Brønderslev. Sagen gik på, at sundhedshuset vil blive dyrere end antaget, fordi man ikke havde medregnet kommunens andel af fællesarealer i huset. Så nu skal projektet tilrettes på en eller anden måde, og der var der tre bud på, hvordan man kan gøre.

- Vi gjorde det, at vi sender den frem til byrådet til diskussion uden indstilling. Det ville vi helst debattere i byrådet, oplyser borgmester Lene Hansen (S).

Social- og sundhedsudvalget havde ellers valgt en af de tre modeller, som bød på en god model, en brugbar model og en model, der passer til de penge, der er afsat. Deres valg er faldet på den brugbare, hvor både kommunens eget areal og kommunens andel af fællesarealerne reduceres, og som medfører en ekstra udgift på 3,2 mio. kroner for kommunen.

Længe undervejs

Hvad byrådet peger på vil riden vise.

- Jeg håber, vi kan nå til enighed, det er altid det bedste. Sundhedshuset har været længe undervejs, så jeg synes ikke, der er grund til, at vi skal lægge flere vanskeligheder ud. Jeg håber, vi får en fælles indstilling på det her problem, der har virkelig været nogle forhindringer undervejs, blandt andet arkæologi, siger Lene Hansen med henvisning til, at der er arkæologiske udgravninger på grunden, som også koster.

Borgmesteren ser frem til den dag, hvor sundhedshuset er en realitet, og ser det som et stort fremskridt, som vil være en stor forbedring for sundhedspersonale, læger og borgere.

- Vi håber på, at der kommer en røntgenklinik her til byen og et laboratorium, så folk bliver fri for at rejse til Hjørring eller Aalborg for at få taget blodprøver, og vi håber, der bliver et jordemodercenter. Og så håber vi, at der kommer rigtig mange speciallæger, siger Lene Hansen.

Der skal også være praktiserende læger i sundhedshuset, og kommunen skal have nye træningssale til genoptræning i huset.

- Det er også en fornyelse og en forbedring af det, vi har i øjeblikket. Målet er værd at gå efter, synes jeg, og det må også meget gerne gå i et lidt stærkere tempo end tilfældet har været.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.