Kønssygdomme

”Super-gonoré” opdaget i Australien

Ny super resistent gonoré-bakterie opdaget i Australien

AUSTRALIEN: En europæisk turist fik en uheldig souvenir med fra et besøg i Sydney: en super resistent udgave af kønssygdommen gonoré. Det skriver The Guardian.

Da turisten blev behandlet i den australske by Cairns, viste sygdommen den største modstandsdygtighed mod behandling, som nogensinde er observeret i Australien.

Edward Coughlan, som er formand i ”Sexual Health Society” i nabolandet New Zealand, har udsendt en advarsel mod kønssygdommen, af frygt for at den skal sprede sig.

- De fleste antibiotika, som er udviklet i de seneste 70 år, har været ubrugelige i behandlingen af infektionen, og der er ingen nye behandlingsmuligheder i sigte. Det vækker stor bekymring for folkesundheden, siger Edward Coughlan.

Super-gonoréen blev første gang opdaget i Japan i 2009, og senere i Californien, Norge og Hawaii i 2011.

Gonoré kan give betændelse i underlivet hos både mænd og kvinder, og kan medføre sterilitet, hvis den ikke behandles.

Gå til relaterede emner

Forsiden