Biler

Super luksusmærker på vej mod nye rekorder

Både Rolls-Royce og Bentley fik solgt rekordmange luksusbiler i 2022, trods uro i verden

Ordrebøgerne ser også fine ud for 2023, siger Rolls-Royce-bossen Torsten Müller-Ötvös, der her ses med den nye elektriske Spectre, som kommer senere på året.
Ordrebøgerne ser også fine ud for 2023, siger Rolls-Royce-bossen Torsten Müller-Ötvös, der her ses med den nye elektriske Spectre, som kommer senere på året. Foto: Rolls-Royce

Opdateret 19. januar 2023 kl. 13:25

LUKSUSSUCCES: Corona, mangel på mikrochips, krig i Europa og økonomisk usikkerhed har ikke kunnet bremse sulten på super-luksuriøse biler.

Det viser salgstallene for 2022 fra Rolls-Royce og Bentley, der netop er offentliggjort. Begge mærker kunne endnu engang melde om højere salgstal end året før - og dermed nye rekorder.

Således fik Rolls-Royce 6.021 biler ud at køre, mens Bentley kunne notere et salg på 15.174 stk.

Set i forhold til bilverdenens mastodonter, hvor f.eks. Toyota og VW-gruppen typisk ligger omkring en halv snes mio. biler årligt, er det kun dråber i havet. Men i forhold til bilernes eksklusivitet, er det overraskende.

Her har Rolls-Royce medvind i Europa og Mellemøsten og har især hentet terræn i Nordamerika med en fremgang på hele 35 pct., mens salget på det ellers store kinesiske marked er faldet en smule især på grund af corona-lockdowns.

Fremgangen skyldes bl.a., at der verden rundt fortsat er masser af iværksættere med penge mellem hænderne, som Rolls-Royces salgsfolk har fået fat i ved en større marketingindsats.

Nye iværksættere

Rolls-Royce beskriver det som ”Global Dynamics”, hvor en ny generation af yngre amerikanske iværksættere har fået øjnene op for Rolls-Royce, mens der også er kommet nye kunder i de mest dynamiske kinesiske storbyer. Rusland, som er ude efter krigen startede, betyder en nedgang på 250-300 biler lokalt her.

Det er især den høje og kantede Cullinan SUV, der som den mest solgte model driver væksten hos Rolls-Royce, som også har en fremgang de allermest specielle og personligt tilrettede ”bespoke-opbygninger.” De har især medvind fra afdelingen i Dubai, som dækker Mellemøsten. Her er stadig tale om biler med de klassiske 12-cylindrede benzinmotor, men mærket har noteret stor interesse for den nye elektriske Rolls-Royce Spectre, der kommer senere på året.

Hos Bentley var der også fremgang mange steder i verden. Men her faldt salget på tilsvarende vis en smule i Kina på grund af coronanedlukninger. Det store amerikanske marked steg kun minimalt. Bentleys topsælger var SUV’en Bentayga, som stod for fire ud af ti biler. Her satser man også i stigende grad på personlige opbygninger, som er en god forretning.

Bentley forventes at kunne have den første elektriske model klar 2025. Men mærket holder kortene tæt til kroppen. Da Rolls-Royce og Bentley har henholdsvis BMW- og VW-koncernerne i ryggen, trækkes der på fælles knowhow herfra.

Gå til relaterede emner

Forsiden