- Super træls at være vidne til
Åbenlyst at der har været problemer, mener borgmesteren, der nu afventer en voldgift i sagen
AALBORG: Etableringen af Egnsplanvej fra motorvejen i Skalborg til Hadsund Landevej har absolut ikke kørt efter planen indtil nu og været ramt af kraftige forsinkelser og en tocifret millionoverskridelse.
Set fra borgmesterkontoret har det ikke været kønt.
- Det er åbenlyst, at det er et projekt, der har haft sine problemer af forskellig karakter med alt fra dræningstilladelser til uforudsete omkostninger og sådan nogle ting. Det er træls - super træls, at være vidne til både som borger og som borgmester. Jeg tror da også, at dem der har arbejdet med det, synes at de her ting er træls, men der er jo ikke andet at gøre end at komme igennem det, for der er brug for den vej, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
Med hensyn til om kommunen ikke kan tackle den slags store vejprojekter, eller om rådgiverne har svigtet, siger borgmesteren.
- Det er det, som blæser i vinden, for der er et mellemværende med Rambøll, som skal gøres op, og det kommer der en konklusion på, om det var kommunen eller Rambøll.
Ifølge borgmesteren skal sagen afgøres ved en voldgift.
- Der kommer en voldgift på et tidspunkt, hvor det bliver afgjort, hvem der havde ansvaret i forhold til dræningstilladelserne.
Borgmesteren tilføjer, at der ved så store projekter vil komme overraskelser.
- Alle synes, at man helst vil være sådan noget foruden, men jeg tror også bare, at det er sådan, at når man skal udvikle Aalborg, så er der nogle gange nogen ting, som vil gå til den forkerte side, og det må man bare tage ansvaret for at rydde op i og komme videre. Men det er klart, at det kunstneriske indtryk ikke er imponerende indtil videre.
Med hensyn til den økonomiske overskridelse på Egnsplanvej, henviser borgmesteren til by og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S).
- Forventningen er, at det er 30 mio. kr., der bliver overskridelsen på det, siger Hans Henrik Henriksen, der ikke vil ud med, hvad kommunens krav er overfor Rambøll.
Egnsplanvej skal være køreklar i november 2017 og er kommunes dyreste anlægsprojekt nogensinde med en udgift på ca. 391 millioner kroner plus moms.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.