Susanne tæt på metallet

Susanne Sunesen var tæt på en bronzemedalje søndag, og i dag får hun en ny chance i kür

Susanne Jensby Sunesen og hesten Thy’s Que Faire i aktion på dressurstadionet i Greenwich Park.Foto: Dansk Ride Forbund.

Susanne Jensby Sunesen og hesten Thy’s Que Faire i aktion på dressurstadionet i Greenwich Park.Foto: Dansk Ride Forbund.

LONDON:Da Susanne Sunesen søndag red på dressurbanen ved de paralympiske lege i London, var det med udsigt til metal. Desværre rakte dagens præstation ikke til medaljeskamlen, og thyboen måtte tage til takke med en individuel fjerdeplads ved sit første handicap-OL, skriver Thisted Dagblad tirsdag.

Ekvipagen kom godt fra start i fredagens indledende konkurrence, hvor et stærkt resultat på 71,333 procent tegnede godt til søndagens individuelle finale.
Desværre gjorde nerverne indtog i konkurrencens anden afdeling.

Anspændt

- Jeg var anspændt og det var hesten også. Vi startede programmet med at lave en fejl i den første parade, hvor hun trådte tilbage i stedet for at stå stille, siger Susanne Sunesen.

Den fejl kom, efter eget udsagn, til at koste Susanne Sunesen medaljen. Gennem programmet blev hesten Thy’s Que Faire blev flere gange tydeligt påvirket af nervøsitet.
På trods af nerver er Susanne Sunesen dog fuldt ud tilfreds med den 14-årige hoppes håndtering af sit første PL.
- Hun har været en rigtig kammerat at have med, og hun har taget det i stiv arm, siger Susanne Sunesen.
Den individuelle bronze gik i stedet til en anden dansker, Annika Lykke Dalskov på hesten Aros A’ Fenris.

Holdkonkurrencen glippede

Efter udsigt til bronze ovenpå den indledende konkurrence, måtte danskerne nøjes med en sjetteplads.

Det skyldes, ifølge Susanne Sunesen, at der i de andre klasser blev uddelt væsentligt højere procenter, mens karaktergennemsnittet i grad III klassen var generelt lavt.
Det gik hårdt ud over den samlede danske score, fordi vores to ryttere i klassen dermed fik lave procentpoint, som ikke kunne være med til at trække op i det samlede regnskab.
Det har dog ikke taget gnisten fra rytterne, og efter Susannes udsagn hersker rigtig god stemning på det danske hold.
De paralympiske lege har fuldt ud levet op til Susanne Sunesens forventninger. Og mere til, for på det smukke midlertidige dressurstadion i Greenwich Park har der været næsten lige så mange publikummer som ved det raske OL. De mange tilskuere har betydet meget for rytterne såvel som hestene.

Rigtig stort

- Det er rigtig stort, og forholdene har været super gode. Der har ikke været noget at sætte en finger på, siger Susanne Sunesen, der tirsdag eftermiddag afslutter handicap-OL med kür, dressurridning til musik.

Hun er optimistisk ovenpå mandag formiddags vellykkede træning.
- Vi vil selvfølgelig gerne have metal, men vi går først og fremmest efter en god, afbalanceret tur, og så må vi se hvad det rækker til.
Med den indstilling håber hun at blive nerverne kvit.
- Man skal ikke køre sig selv op. Hvis du går ind til en konkurrence og vil banke dem alle sammen, så lægger du pres på dig selv, siger Susanne.
Når hestene om nogle dage flyver hjem, får rytterne mulighed for at følge nogle af de andre sportsgrene ved legene, inden de selv rejser hjem til Danmark.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.