Biler

SUV overrasker på den gode måde

Den nye VW Taigo med 110 hk benzinmotor og automatgear gør et godt indtryk efter nærmere bekendtskab

Taigo er en smule længere end T-Cross og endda T-Roc og byder altså på en coupéagtig afrunding.
Taigo er en smule længere end T-Cross og endda T-Roc og byder altså på en coupéagtig afrunding. Foto: Jens Overgaard

Opdateret kl. 13:33

OVERRASKELSE: Det er nogle gange rart at blive overrasket. Især når det er på den positive måde. Det er lige netop, hvad vi oplevede med ugens testbil, Volkswagen Taigo, som vi indrømmer har været mødt med skepsis.

Selv om der er et VW-skilt på snuden, er det nemlig en SUV, der med et mere latinsk inspireret design end de andre modeller har sine rødder i Brasilien, hvor den hedder Nivus. Derfor var det også med den hedengangne høje, ligeledes brasilianskfødte og noget rustikke mikrobil VW Fox i hu, at vi satte os bag rattet i Taigo, der dog produceres på samme fabrik i Spanien som VW T-Cross.

Men testbilen, en Taigo 1.0 TSI Style med en trecylindret benzinmotor, 110 hk og syvtrins DSG-automatgear, overrasker positivt.

Den føles og kører nemlig som en rigtig europæisk udviklet Volkswagen. Det vil sige komfortabelt og sikkert, mens der også er gjort lidt mere ud af kabinen end i lillebror med indbydende og blødere materialer.

Det er en model, som med ekstraudstyr koster 320.000 kr., men du kan få Taigo i grundversionen, Life, med 95 hk og manuelt gear fra 265.000 kr.

Elegant skåret

Med målestokken fremme er Taigo 16 cm længere end en T-Cross, som den deler akselafstand med. Den er endda et par cm længere end T-Roc, der ellers har større vidde mellem akslerne. Bagagerummet klarer 438 liter mod 385-455 liter i T-Cross - alt efter det forskydelige bagsædes placering - og det er næsten på størrelse med bagagerummet i T-Roc.

Prisen ligger nærmest på linje med førstnævnte, mens storebror er 35.000 kr. dyrere.
Men hvad skal VW med en model mere i et i forvejen tætpakket modelprogram? Det prøver vi at finde svar på, men vi kan afsløre, at det mere eksotiske indslag finder sin egen hylde.
En afprøvning af pladsen foran og agter giver umiddelbart ”thumbs up” op for bilen, der ligesom T-Cross bygger på samme platform som Polo, men altså er en tand lavere og mere elegant skåret end T-Cross. I modsætning til denne kan bagsædet her dog ikke forskydes i længden, det savner vi. Her er fint med plads både foran og agterude, hvor der også er pænt med luft til knæene.

Lydefri betjening

Bag rattet har vi udsigt til helt klassiske VW-instrumenter, der er hentet direkte fra Polo.
Alle Taigo-modeller har digital instrumentering som standardudstyr, her er ydermere en central skærm, der er hurtig og skarp.

Her er også ratbetjening af flere funktioner. Selv om der er hård plast på dørsiderne, er instrumentbordet indsvøbt i blød, indbydende isolering og opleves en cru højere end i T-Cross. Den noget tarvelige og hårde interiørplast i T-Roc får nu en ordentlig opgradering i forbindelse med et facelift.

På vejen har du en bil, som først og fremmest er poleret og komfortabel. Selv om vi taler om en SUV i Polo-størrelse, så opleves sæder, isolering og betjening, som om det var pakket ind i vat, og betjeningen er lige så lydefri. Sæt det i kombination med en letløbende motor på 1,0 liter med et moment på 200 Nm og det fnugfrit skiftende automatgear, så har du billedet.
Uden at sætte nogen i bås har vi her en bil, som er mere ungdommelig end de to andre modeller og måske giver lidt mere plads for pengene.

Det kan være den største force og berettigelse for Taigo.

Det meste er med

Udstyret er rimeligt fra Life-grundmodellen uden at være overvældende. Her er som standard bl. a. full LED-forlygter og digital instrumentering, skærm med trådløst Apple Carplay og adaptiv fartpilot, men dog gammeldags aircondition og en ditto håndbremse frem for en elektronisk.

Sikkerhedsudstyret omfatter det mest nødvendige.
Taigo har for øvrigt hentet fem fine stjerner ved den seneste Euro NCAP-test.
Her byder Style-modellen ydermere på de avancerede I. Q light Matrix full LED-forlygter, parkeringssensorer og 17 tommer aluminiumsfælge.

Vi anbefaler dog en DK-pakke med bakkamera, klimaanlæg og ”lys og syn”-delpakke til 9.000 kr.

Konklusion

Den nye VW Taigo synes ved første blik overflødig. Men du får en model, som har det meste af det, som man forventer af en kompakt crossover med et elegant snit, uden at det går ud over praktikaliteten.

VW Taigo 1.0 TSI DSG Style
  • Pris: 320.385 kr.
  • VW Taigo: fra 264.995 kr.
  • Brændstoføkonomi: 16,9 km/ l (WLTP)
  • C02 per km: 134 g
  • Ejerafgift, halvårlig: 600 kr.
  • Motor: Trecylindret benzinmotor på 1,0 liter
  • Ydelse: 110 hk
  • Moment: 200 Nm
  • 0-100 km/ t.: 10,9 sek.
  • Topfart: 191 km/ t.
  • L/ B/ H: 427/ 151/ 152 cm
  • Anhængervægt u/ m. bremser: 630 kg/ 1.200 kg

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden