Suveræn sejr til Quad-DM

Kaas-dreng vinder DM

Christoffer W. Larsen fra Kaas har sikret sig en suveræn DM-titel i Quad. Foto: Torben Hansen <i>Foto: Torben Hansen</i>

Christoffer W. Larsen fra Kaas har sikret sig en suveræn DM-titel i Quad. Foto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

KAAS:Det har ligget i luften hele sæsonen, at den ville slutte i den gode ende for det 16-årige quadcross stortalent, Christoffer W. Larsen fra Han Herred Motorklub. Han har ført klassen det meste af sæsonen og for nylig vandt han oven i købet bronze til NM.

Lørdag kørte han så det sidste og afgørende DM-løb i Hadsund i Quad Race Open b, 450 kubik. Allerede før løbet havde han så stort pointforspring, at han ikke kunne hentes. Han er glad for, at kunne kalde sig danmarksmester.

- Jeg er rigtigt glad for at have vundet. Jeg skylder en stor tak til mine sponsorer og familie for at have hjulpet mig gennem sæsonen, udtalte Christoffer W. Larsen efter løbet.

Skrappere konkurrence venter

Han kan nu se frem til endnu større udfordringer i A-klassen:

- Jeg har haft enkelte træningspauser ind i mellem for også at kunne passe min skole. Det kan jeg ikke tillade mig i a-klassen. Der skal man være skarp, mener Christoffer W. Larsen.

Han skal derfor intensivere styrketræningen samt løbe og cykle mere. Samtidig bliver det også nødvendigt med endnu en quadcrosser Alle konkurrenter i a-klassen har to crossere: en til træning og en til løb, mens Christoffer har klaret sig med blot en enkelt i b-klassen. Men to er strengt nødvendigt, mener både han og hans far:

- Det slider meget mindre på udstyret. Det har været dyrt hele tiden at skulle holde vores ene cykel tip-top. Vi har måttet reparere og udskifte oftere, fordi der er større slid og fordi udstyret skal være i orden for at kunne følge med, udtaler Henrik W. Larsen, Christoffers far, chauffør til træninger og hovedsponsor af quad-eventyret.

Mere træning i udlandet

En ny cykel koster i omegnen af 100.000 kroner. De penge vil familien forsøge at skaffe gennem flere sponsorerer. I øjeblikket løber der ca. 35.000 sponsorkroner ind årligt, heraf 15.000 kroner fra Jammerbugt Kommune på en toårig aftale.

Der vil også blive øgede transportudgifter til udlandet. Christoffer og hans far planlægger at deltage i løb i Tyskland:

- Vi vil satse på at køre med i det tyske mesterskab, for at Christoffer kan få noget international erfaring og måle sig mod de bedste udenlandske kørere, udtaler Henrik W. Larsen.

Det er strengt nødvendigt at komme mere til udlandet for at blive bedre, mener Christoffer. Banerne der er op til tre gange længere end de danske baner, som er på omkring 1,5 kilometer i længde. Der er også flere og højere hop og skarpere sving.

- Det er langt mere udfordrende baner, de har i udlandet. Jeg er nødt til at træne der, hvis jeg skal videre med karrieren, mener Christoffer W. Larsen, der har ambitioner om at kunne deltage ved EM i 2015. Målet for næste sæson er dog mere beskedent:

- Jeg satser på at nå op i top 5 i a-klassen til DM, så må vi se, hvor det bærer hen ad, mener Christoffer W. Larsen.

Han mener selv, det er realistisk. Han har ligget med i toppen til flere træningssamlinger med andre a-kørere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.