Svær start for nyt center
- Godt tilbud men det tager tid at skulle starte op helt fra bunden, siger socialudvalgsformand
FREDERIKSHAVN: - Senhjerneskadecenteret er startet helt fra bunden. Alt var nyt, da vi flyttede ind, og det tager altså tid at komme i gang.
Det siger Peter Nielsen (K), formand for socialudvalget, i en kommentar til de seneste dages omtale af forholdene på centeret på Anholtvej.
Forholdene lever ikke op til de højstemte forventninger, og en del pårørende føler sig ført bag lyset.
Et udvidet tilsyn konkluderer, at der er brug for en neutral mægler for at bringe de pårørende og ledelsen sammen igen, men udvalgsformanden fastholder, at SCN er et godt tilbud.
Lavpraktiske mangler
Helt lavpraktisk er der dog forhold, som halter alvorligt her halvandet år efter centerets start.
Spabadet står ubenyttet hen men en besked om, at det ikke må bruges. Spabadet er underdimensioneret og har aldrig været brugt.
Det samme gælder musikinstrumenterne i musikterapirummet.
En studerende fra Aalborg Universitet, der skulle stå for terapien, er på barsel.
Living Lab, laboratoriet, hvor forskere i samarbejde med lokale virksomheder skulle udvikle ny velfærdsteknologi målrettet hjerneskadede, ligger underdrejet og tomt.
Projektet, der er støttet af EU, bevæger sig i sneglefart. Virksomhederne tøver med at investere, når de ikke kan få øje på et slutresultat, og desuden truer juridiske teknikaliteter med at spænde ben for innovationen, forklarer daglig leder Gitte Schimmel.
Ingen busture i weekenden
Til gengæld er der gang i den i træningsrummet, hvor to fysioterapeuter hver dag træner med beboerne.
Træværkstedet bliver også flittigt benyttet, blandt andet af lokalafdelingen af Hjernesagen, der mødes på Anholtvej.
SCN har også sin egen bus og beboere og ansatte har for eksempel lige været på Læsø.
Aktiviteterne er dog skåret væk i alle weekender og helligdage. Det skete som følge af en nedskæring i centerets budget for 2013 på 680.000 kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.