Svært for bilister at se fodgængere: Reflekser kan blive for gamle

Bilister har fem gange så lang reaktionstid, hvis fodgængere bruger reflekser - men de skal virke

Arkivfoto: Bo Lehm

Arkivfoto: Bo Lehm

DANMARK:Vidste du, at reflekser kan blive for gamle, og at de dermed ikke længere virker?

Det gør Gjensidige Forsikring opmærksom på, efter at forsikringsselskabet har fået lavet en undersøgelse af, hvordan bilister oplever fodgængeres brug af reflekser.

I undersøgelsen - udført af Kantar Gallup - svarer to ud af tre bilister, at de har svært ved at se fodgængere her i den mørke tid.

Reflekser på tøjet giver bilisterne fem gange så lang tid til at reagere.

At reflekser så har en udløbsdato, kommer bag på de fleste. Det er dog nemt at tjekke, om reflekserne stadig virker:

- Find alle nye og gamle reflekser frem og hæng dem i et mørkt rum. Brug en lommelygte til at finde ud af hvilke reflekser, der fortsat fungerer, og hvilke der må udskiftes. Ved at lave denne lille praktiske øvelse, kan alle i familien også få en forståelse for, hvor vigtigt det er at have fungerende reflekser på, når det er mørkt, siger Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Han opfordrer i øvrigt forældre til at sætte reflekser på børnenes Halloween-kostumer, hvis børnene skal ud at gå fra dør til dør på Allehelgensaften 31. oktober.

- Med mørkt kostume og manglende refleks er det næsten umuligt for en bilist at se et barn, der rasler med sine venner eller forældre. Selv når der er gadebelysning, kan de mørke skikkelser være svære at spotte. Hvert efterår og vinter ser vi mange skader, der kunne være undgået, hvis fodgængeren havde været lettere at se. Men det er også vigtigt, at bilisterne er ekstra opmærksomme, når mørket er faldet på, siger Henrik Sagild.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.