Svankjær Efterskole ansætter forstander
36-årige Thomas Arvad Meier, Odder, tiltræder 1. marts
SVANKJÆR: Beliggenheden ved Nationalpark Thy, skolens kristne værdier, spændende profilfag og friluftsliv samt - ikke mindst - en god fornemmelse af stedets ånd.
Det er nogle af de vigtigste grunde til, at Thomas Arvad Meier har søgt jobbet som forstander på Svankjær Efterskole.
- Jeg kender ikke en eneste i området, men det er et dejligt sted, det kan man mærke. Det betyder utrolig meget, siger Thomas Arvad Meier.
Han er ansat på baggrund af en enig indstilling fra personalegruppen og bestyrelsen.
- Vi lagde vægt på hans evne til at samarbejde og omgås lærere, elever og forældre, siger bestyrelsesformand Morten Gramstrup.
Thomas Arvad Meier har tidligere arbejdet på to forskellige efterskoler, nemlig Design og Idrætsefterskolen Skamling ved Kolding og Hou Maritime Idrætsefterskole.
Sideløbende har han været engageret i lærerrådsarbejde og pædagogisk udvalg, ligesom han har taget en lederuddannelse i Efterskoleforeningens regi.
Aktuelt kommer han fra en stilling på 10. klasse-centret i Odder, men han har ikke været i tvivl om, at han ville søge tilbage til efterskoleverdenen. Han har ønsket at blive forstander, sådan at han kunne være med til at præge en skoles udvikling.
Som nyansat forstander på Svankjær Efterskole har han også visioner for skolens udvikling, men dem vil han gerne drøfte med de øvrige ansatte, inden han offentliggør dem.
- Jeg vil gerne dele mine ideer med personalet, sådan at vi får en samlet skole og følger den samme vej. Men det er også vigtigt for mig at lytte til jungletrommerne, inden jeg sætter en masse i gang.
Thomas Meier vil dog godt løfte sløret for sine tanker om en mere projektorienteret undervisningsform, hvor de boglige fag blandes med de aktivitetsprægede fag såsom ridning, motorlære og dykning.
For eksempel kunne man forestille sig, at eleverne på ride-linjen brugte matematik på udregning af foderblandinger.
- Vi skal sørge for, at vore elever får et højt fagligt udbytte, og så gælder det om at fange dem der, hvor de har den største interesse, siger han.
Thomas Meier flytter ind i forstanderboligen sammen med sin hustru, Iben, og deres to børn, Karla på otte år og Theis på 11 år.
Iben er i øvrigt godt i gang med at uddanne sig til lærer, og det er meningen, at hun til sin tid skal indgå i teamet på Svankjær Efterskole.
Thomas Meier afløser Hans Rabenhøj, der har været konstitueret i stillingen som forstander siden sommeren 2012.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.