Sverige ophæver alle coronarestriktioner i næste uge
Sveriges statsminister meddeler på et pressemøde, at alle coronarestriktioner ophæves fra onsdag 9. februar.
Tiden er kommet til at åbne Sverige op igen efter coronapandemien, siger en smilende statsminister, Magdalena Andersson, på et pressemøde torsdag morgen.
- Beskeden er derfor, at restriktioner ophæves fra 9. februar, siger hun.
Hun påpeger samtidig, at covid-19 ikke er et overstået kapitel. Der er stadig stor smitte i omløb.
Og for de, der stadig ikke ikke er vaccineret, er risikoen fortsat stor. Jo ældre man er, jo værre er det, påpeger Andersson.
Dagens melding betyder, at der fra næste onsdag ikke længere vil være restriktioner for restauranter, idrætsanlæg andre steder, hvor adgangen har været begrænset under pandemien.
Der skal heller ikke længere bæres mundbind i den offentlige trafik.
De svenske anvisninger ligner dem, som Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), kunne bebude i sidste uge. Her fortalte hun, at Danmark som det første land fjerner alle restriktioner. Det trådte i kraft mandag.
- Men selv herefter skal de, som er syge, forsætte med at blive hjemme, understreger den svenske statsminister.
Socialminister Lena Hallengren føjer til, at den svenske regering fortsat vil være vagtsom og holde øje med, hvordan pandemien udvikler sig herfra.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.