Svinepest udløser produktionsstop på slagteri

Danish Meat Company i Vrå må standse produktionen, fordi Rusland har stoppet for import af grisekød på grund af svinepest I Litauen

Arkivfoto: Bent Bach

Arkivfoto: Bent Bach

VRÅ:Udbrud af svinepest i Litauen betyder, at de russiske myndigheder har lukket for al import af svinekød. Det rammer Danish Meat Company i Vrå hårdt, fordi omkring 90 procent af produktionen går til Rusland.

– Vi bliver tvunget til et produktionsstop og fyre næsten alle medarbejdere. I produktionen drejer det sig om cirka 85 slagteriarbejdere. Men slagteriet lukker altså ikke igen. Der bliver formentlig tale om et stop i tre måske fire måneder, så er vi klar igen, oplyser fabrikschef Bente Justesen.

De ansatte på Danish Meat Company blev orienteret om den midlertidige lukning og fyringerne på et møde over middag tirsdag.

Ingen anden udvej

– Vi er selvfølgelig meget kede af at måtte stoppe slagtningerne, både over for vores leverandører og ansatte. Men der er desværre ingen anden udvej, siger Bente Justesen.

I den tid slagtningerne er stoppet, vil man gå i gang med en planlagt modernisering og udbygning af slagteriet, lige som man vil søge om at blive godkendt på andre markeder, bl.a. USA og Kina.

- På den måde vil vi ikke være så sårbare, hvis vi senere skulle komme i en lignende situation, siger Bente Justesen.

– I dag har vi godkendelse til at slagte op til 4000 svin om ugen. Det vil vi gerne have øget op til 10.000 svin. Vi skal have godkendelsen af Miljøstyrelsen og sendte ansøgningen for snart to måneder siden. Den ansøgning håber jeg også på bliver færdigbehandlet.

Streg i regningen

– Men, siger Bente Justesen, det er en alvorlig streg i regningen, at Rusland har lukket for al import af svinekød fra Europa. Det var ikke på den baggrund, at vi havde planlagt vores udvidelse. Vi tager nu kontakt til vores samarbejdspartnere, leverandørerne, så de har tid til at finde andre løsninger, mens vi har stoppet produktionen. Jeg tror og håber dog på, at de vender tilbage, når vi igen starter produktionen op.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.