Sygehus bliver asylcenter
Sygehuset i Dronninglund kan huse cirka 300 flygtninge - byens borgere er kaldt til orienteringsmøde

Arkivfoto: Niels Meredin
BRØNDERSLEV:Udlændingestyrelsen ønsker at leje de tomme lokaler på Dronninglund Sygehus til asylcenter. Planen er, at centeret skal drives af Jammerbugt Asylcenter, og her vurderer konsulent Carl Stefan Bauditz, at sygehusets lokaler kan huse cirka 300 asylansøgere.
Torsdag aften er der borgermøde om planerne på Dronninglund Skole.
Mødet er arrangeret af Jammerbugt Asylcenter og Dronninglund Borgerforening, lige som Brønderslev Kommune også vil være repræsenteret.
Jammerbugt Asylcenter har stor erfaring i drift af asylcentre med godt en snes centre fordelt i Nordjylland samt Sønderjylland.
- Vi vil orientere om, hvordan det er at drive asylcenter, og hvilke konsekvenser det har i lokalsamfundet, siger Carl Stefan Bauditz.
Han er bevidst om, at et asylcenter i et mindre lokalsamfund vil give anledning til en række spørgsmål og bekymringer.
- Vi vil på mødet fortælle om forholdet mellem lokalsamfundet og asylcenteret. Det ligger selvfølgelig mange borgere på sinde, tilføjer han.
- Når vi åbner et asylcenter, er der ofte mange bekymringer i et lokalsamfund. For eksempel er nogle borgere bange for, om asylansøgerne går ud og stjæler. Det er ikke det, vi oplever. Men selvfølgelig er der mellem asylansøgere også nogle skiderikker - fuldstændig som der er mellem danskere.
- Og der er flere gode end dårlige historier forbundet med asylcentre, tilføjer Carl Stefan Bauditz.
Han forventer, at de fleste asylansøgere vil komme fra Syrien.
- På mødet vil vi også fortælle om, at et asylcenter giver lokale arbejdspladser. Når vi skal ansætte personale, gør vi det altid i lokalsamfundet. Det er vigtigt for os, at et center smitter positivt af på lokalsamfundet. Det vil for eksempel også smitte af på omsætningen i forretningerne.
- Det vil også give omsætning til håndværkere, for der er altid noget, der skal laves om - vi finder altid nogen i lokalområdet, der kan klare de håndværksmæssige opgaver.
Carl Stefan Bauditz vurderer, at der er plads til cirka 300 flygtninge i centeret i Dronninglund. Og 300 nye borgere i lokalsamfundet kan lyde som et forholdsvis stort antal.
- Vi ved slet ikke endnu, om det bliver fyldt op.
- Men på vores center i Tranum bor der over 400, og det er faktisk flere, end der er indbyggere i byen. Men det går rigtig fint.
Børnene på asylcentrene går i lokale børnehaver samt i indslusningsklasser på lokale skoler, mens de voksne følger undervisning i sprogskole.
- Og vi er ved at undersøge muligheden for at leje lokale i Dronninglund til undervisning.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.