Sygeplejersken fulgte med fra Koldby

To fuldtidslæger tager to måneder og afløses så af to andre

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Læge Lasse Micheelsen har afhændet sin praksis i Kalundborg og arbejder nu to måneder i Hurup. Også lægesekretær Karen Bertelsen har erfaring med i bagagen.

HURUP:Patienterne, der har været tilknyttet den nu lukkede lægeklinik i Koldby, skal vænne sig til både nye læger og en ny adresse. Men et enkelt kendt ansigt er der dog, idet sygeplejerske Lotte Nielsen er rykket med fra Koldby til den ny regionsklinik i Hurup.

- Det har været rigtig godt, at sygeplejersken er med. Ja nærmest uvurderligt. Hun og patienterne kender jo hinanden, siger Uffe Lindstrøm, sundhedsdirektør i Falck Healthcare A/S og ansvarlig for de to nye regionsklinikker i Hurup og Thisted. Region Nordjylland har som bekendt indgået en aftale med Falck Healthcare om, at firmaet skal stå for driften af de to lægeklinikker.

Klinikkerne åbnede mandag 2. september og tog imod de første patienter i klinikkerne i torsdags, efter at personalet havde brugt de første tre dage på kurser.

Nu er både læger, lægesekretær og sygeplejerske på plads på første sal i det nye sundhedshus i Hurup, som de første brugere af huset. Alle er erfarne folk, understreger Uffe Lindstrøm.

Klinikken overtager cirka 3000 patienter fra Koldby-lægerne Knud Hjuler Kristensen og Poul Hvass Hansen, der begge er gået på pension. Falck Healthcare har via Falcks datterselskab VikTeam, der er et vikarbureau for læger, hyret to læger til at tage sig af patienterne i de første to måneder. Derefter kommer to andre fuldtidsansatte læger, som foreløbigt har bundet sig for henholdsvis et halvt og et helt år.

- Regionen har lagt vægt på kontinuitet, og det er den stabilitet, vi har kunnet skabe fra start. Det bliver altså ikke noget med otte skiftende læger, der tager en dag ad gangen, men læger, der er her fast i en længere periode, siger Uffe Lindstrøm.

De to læger, patienterne vil kunne møde lige nu, er Lasse Micheelsen og Jesper Egerup. De afløses i oktober af Ludvig Dittmann og Kresten Korsbæk.

- Alle fire er danske læger med dansk autorisation og erfaring fra almen praksis, oplyser Uffe Lindstrøm. For i hvert fald tre af dem gælder det, at de i en årrække har haft egen praksis, men nu har solgt den. Lasse Micheelsen har således afhændet en lægepraksis i Kalundborg.

I Thisted bliver systemet cirka det samme, og også her er der tale om danske læger. Til de knap 1600 patienter fra Flemming Rasmussens nu lukkede klinik i Hanstholm er der i øjeblikket ansat en enkelt læge på fuld tid. Vedkommende har afhændet sin praksis og er på vej ind i en ny. I mellemtiden tager han fire uger i regionsklinikken på Højtoftevej.

Derefter har Falck Healthcare lavet en aftale med en yngre læge, der også har erfaring fra almen praksis, for en periode på tolv måneder.

- Det kan sagtens ende med at blive mere, men det er altså den måde, vi har valgt at gøre det på, siger sundhedsdirektøren.

I Thisted er lægesekretær Alice Ishøy flyttet med fra klinikken i Hanstholm, så også her kan patienterne møde et kendt ansigt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.