Symfoniorkester truet
KULTURMINISTER: For nogen tid siden så jeg i tv kulturminister Uffe Elbæk i samråd i kulturudvalget. Baggrunden for, at politikerne havde indkaldt kulturministeren var indholdet af hans Marshall-plan på musikområdet. I denne anføres det, at der skal tilføres det rytmiske område mange millioner kroner på bekostning af det klassiske musikområde. Kulturministeren blev spurgt om, hvad pengene skulle bruges til, og hvordan det klassiske område skulle finde de mange millioner. Den gang svarede ministeren, at Marshall-planen jo var skrevet før valget, og at han dengang ikke vidste, at han blev minister. Han svarede ligeledes, at nu var situationen en anden. Nu beroede det på drøftelser i udvalget, hvad der i fællesskab kunne opnås enighed om. Med andre ord: nu måtte man tale om, hvad der var opnåeligt. Nu har jeg erfaret, at argumentationen er vendt. Nu er det en bunden opgave, han er pålagt af regeringsgrundlaget. Og det er jo en helt anden sag. For hvis det er tilfældet, er kulturpolitikerne fra alle regeringspartierne jo også bundet (af regeringsgrundlaget). Det har fået mig til at studere den del af regeringsgrundlaget, der handler om kulturen. Der står ordret: "På alle niveauer bidrager musikken til dansk kultur. Regeringen vil formulere en ny musikhandlingsplan, herunder styrkelse af den rytmiske musik". Der står altså ikke noget om, at der skal overføres midler - 40 millioner kroner er nævnt - fra det klassiske område. Opgaven er ikke mere bundet end, at der skal udarbejdes en ny musikhandlingsplan, der jo omfatter al musik, herunder vel også den klassiske musik, hvor end den udøves, være i de fem landsdelorkestre, DR, Det Kgl. Teater, musikskoler, kirker osv. At ministeren og regeringspartierne har et politisk ønske om at styrke den rytmiske musik er helt i orden. Det er jo politiske prioriteringer. Men at fortolke teksten i regeringsgrundlaget så snævert at der skal flyttes 40 millioner fra det klassiske område til det rytmiske er mildt sat en overfortolkning. Man kan i øvrigt godt styrke et område uden absolut direkte pengeydelser. Det kunne f.eks. være at styrke det rytmiske område i uddannelsessystemet i bred forstand (Aalborg Symfoniorkester bruger mange resurser på at komme ud i både folkeskoler og på gymnasier), satse på udvidelse at samarbejdet på tværs af kulturelle sektorer også inden for det musiske område. Det vil sige en større samordning i musiklivet, som anbefalet af Statens Kunstråds Musikudvalg. Landsdelorkester gør meget for at sprænge rammerne i Musikloven. Aalborg Symfoniorkester er faktisk på forkant. Aalborg Symfoniorkester er påbegyndt en proces, hvor orkesteret meget gerne kommer ud til alle borgerne også i mindre grupper for at synliggøre den klassiske musik, at skabe netværk også til andre musikaktører og vil gerne arbejde på tværs af kulturelle sektorer herunder det rytmiske område. Simpelthen afprøve nye utraditionelle alliancer og nye spillesteder for at give anderledes musikoplevelser til det nyt publikum. Netop nu spiller orkesteret en anderledes nytårskoncert i en fyldt Aalborghal og skal på turné i hele regionen. Så jeg skal opfordre ministeren til koncentrere sig om at skabe hjemmel for de mange nye tiltag, som orkesteret gør og gerne vil gøre for at fremme et alsidigt musikliv i Danmark. Ministeren udtalte i radioen, at det klassiske område får to milliarder kroner i tilskud fra det offentlige, men det rytmiske får en milliard. Hvis nu ministeren ville det modsatte - f.eks. at flytte 40 millioner fra det rytmiske og give til det klassiske - ville han med henvisning til samme kilde - anføre, at det rytmiske har indtægter på 6,1 milliarder og det klassiske har indtægter på 2,4 milliarder. Tal kan både bruges og misbruges. Men realitet er, at ministeren har ensidigt kun øje på landsdelsorkesterne. Ifølge Ministerens plan skal "midlerne frigøres fra den klassiske musik gennem en reduktion i antallet af symfoniorkestre". Så når jeg griber til pennen - hvad der ikke sker så ofte - skyldes det, at ministerens udmelding er alvorlig også for Region Nordjyllands musikliv. Vi arbejder på, at Musikkens Hus skal fyldes med liv og musik i alle genre og det ville være skammeligt om dette skulle blive forpurret. Jeg skal derfor opfordre hele regionen, det være sig kommuner, erhvervsliv, institutioner, regionens politikere, foreninger mv. at bakke op om Aalborg Symfoniorkester, således at det får rimelige vilkår at arbejde under, herunder friere og mere fleksible rammer, således at vi kan møde landsdelens borgere, hvor de er. Selvfølgelig skal Aalborg Symfoniorkester også være bevidst om landets økonomiske situation og ikke kaste sig ud i en skyttegravskrig med det rytmiske område, tværtimod opfordre vi til større samarbejde. Men når ministeren rører ved Aalborg Symfoniorkesters eksistensgrundlag, er vi nødt til at reagere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.