Sport

Symptomatisk Aalborg-afslutning

Var på sejrskurs i Gudme - men endte med et nyt slutspilsnederlag

Arkivfoto: Henrik Louis
Arkivfoto: Henrik Louis

GUDME: Allerede inden tirsdagens afsluttede kamp i Gudme var Aalborg Håndbold ude af spillet om en plads i DM-semifinalen. Det handlede mere om at slutte sæsonen ordentligt af, men det lykkedes ikke helt.

GOG vandt slutspilsopgøret 29-27 efter føring 13-12 ved pausen. Aalborg Håndbold haltede bagefter i de første 30 minutter, men sluttede dog halvlegen stærkt. Det momentum beholdt de efter pausen, hvor de lynhurtigt ændrede måltavlen til 14-17 i deres favør.

Otte minutter før slutfløjtet var Stefan Madsens tropper fortsat på sejrskurs - foran 23-25 - men så stivnede de.

GOG kom foran med en enkelt pind, inden Christian Jensen sørgede for udligning til 27-27 med to minutter tilbage på uret.

Fynboerne løb hurtigt op i den anden ende og scorede til 28-27, hvorefter René Antonsen brændte for Aalborg Håndbold. Dermed kunne Lars Hald slå sejren fast med et mål til 29-27 i de sidste sekunder.

Sander Sagosen blev som så ofte før topscorer for aalborgenserne med syv scoringer. Christian Jensen nettede fem gange.

I gruppens andet opgør vandt KIF Kolding København 26-21 over Århus Håndbold. Dermed må det siges at være såre fortjent, at KIF og GOG går videre fra puljen.

Gå til relaterede emner

Forsiden