Syv ansøgere fik håndsrækning
Sparekasse i gavehumør i Vendsyssel Fond
Opdateret 25. juni 2016 kl. 23:18
ØSTERVRÅ: Sparekassen Vendsyssel Fond - Jerslev - udloddede forleden endnu en portion penge til syv potentielle ansøgere, der var sat i stævne i Thorshøj Børnehus.
Der var pænt trængsel og spændte forventninger i børnehavens lokaler, inden afdelingschef Helle Skole fra Sparekassen Vendsyssel Fond - Jerslevs bestyrelse - kunne løfte sløret for, hvor meget de heldige modtagere af en økonomisk håndsrækning havde fået.
De syv af 29 ansøgere, der var sluppet gennem bestyrelsens udvælgelse var:
Thorshøj Børnehus, Hørbyspejderne, Team Hjørring 2017 – hold 6, JSI Volleyball, JSI Gymnastik, JSI –Multipark og Jerslev Sterup Idrætsforening (JSI).
– Vi udlodder denne gang i alt 737.600 kr. Det er årets anden udlodning, og indtil videre har fonden i 2016 glædet ansøgere med én mio. kr. Der er stadig to udlodninger tilbage, så søg endelig. Og gå nu ud og brug pengene, de skal ikke samle støv, lød det fra Helle Skole.
Inden overrækkelsen præsenterede de enkelte modtagere deres projekt.
Thorshøj Børnehus ønskede at udvide deres legeplads, så børnene fra vuggestuen, der blev etableret i 2005, kan få deres eget lille hjørne med legeredskaber. De modtog 24.863,75 kr. Team Hjørring 2017 – hold 6, der er dialyseafdelingen på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, havde søgt om penge til tre sengecykler, så patienterne kan cykle, mens de er i dialyse - de modtog 10.500 kr. Jerslev Sterup IF Volleyball har et stigende medlemstal og ville gerne købe flere bolde, så de fik 10.980 kr. Flere har også lyst til at være spejder hos Hørbyspejderne, der gerne ville have renoveret og ombygget deres faciliteter, og det fik de 35.000 kr. til. Jerslev Sterup IF, der udbyder volleyball, badminton, svømning, fitness og gymnastik, ville gerne anskaffe flere rekvisitter - det kan de nu for 36.250 kr. Jerslev Gymnastikforening – Petanque har brug for et læskur, og det kan de nu få hjælp til for 20.000 kr. Jerslev Sterup IF-Multipark er i fuld gang med at lave et udendørs modstykke til deres Multihal. Til dette arbejde modtog de 600.000 kr.
Læs mere på www.sparekassen-vendsyssel.dk/sparekassen/Fonde/Jerslev/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.