Sport

Syv på stribe til piraterne

Herlev blev slået på egen is i tæt kamp

Aalborg Pirates vandt også sæsonens syvende kamp. Arkivfoto: Laura Guldhammer
Aalborg Pirates vandt også sæsonens syvende kamp. Arkivfoto: Laura Guldhammer Foto: Laura Guldhammer

HERLEV: Aalborg Pirates byggede fredag videre på den forrygende sæsonstart, da også udekampen i Herlev blev vundet. Det skete med cifrene 5-4. Sejren var den syvende af lige så mange mulige for aalborgenserne, der ellers ikke var spået en sæson i toppen af rækken.

- Vi har spillet godt i mange kampe, men i dag var det ikke så prangende. Vi var en smule heldige, og vi rider på en bølge. Men der er ingen lette kampe i Metal Ligaen, hvilket i min optik er en fornøjelse, sagde Aalborgs Julian Jakobsen til TV2 Sport efter kampen.

Den helt store stjerne på pirat-skibet har haft en svær start på sæsonen og ikke været så iøjnefaldende som forventet. Men i Herlev funklede han, selvom han tidligt i kampen brændte et straffeslag. Han fik således scoret sine to første sæsonmål, da han i tredje periode afgjorde opgøret med målene til 4-3 og 5-3.

- Det har generet mig, at jeg ikke har fået scoret - og jeg har været frustreret, også efter det brændte straffeslag i starten. Så det var skønt at få scoret et par mål, sagde Julian Jakobsen.

Sejren betyder, at Pirates fører Metal Ligaen suverænt foran Rungsted.

Gå til relaterede emner

Forsiden