Ét Hurup-hold videre til landsfinalen i april
Et godt og gennemarbejdet projekt, lød det fra juryen i Aalborg mandag
Opdateret 21. marts 2017 kl. 09:07
HURUP: Når 50 hold på hvert tre 9. klasseelever samles i Forum i København 23.-24. april, er der et hold med fra Hurup Skole, bestående af Sofie Vang, Visby, Mikkel Gade, Agger, og Jacob Christensen, Hurup.
Det blev resultatet af mandagens regionsfinale i Aalborg, hvor Hurup-holdet blev udvalgt sammen med ni andre ud af i alt 200 tilmeldte i konkurrencen Unge Forskere Junior, som er en talentkonkurrence for børn og unge med interesse for naturvidenskab, teknologi og sundhed. Det er de to uddannelsesministerier samt forskellige uddannelsesinstitutioner og en række private firmaer, der står bag.
9. klasserne på Hurup Skole har arbejde med projektet "energiforsyning på lokalt og globalt plan", som er et tværfagligt projekt for biologi, geografi og så fysik og kemi.
- Juryen sagde, at det var et godt og gennemarbejdet projekt, som er lokalt forankret, og som har rige muligheder for at blive videreudbygget, fortalte fysik- og kemilærer Jane Vie Christensen sent mandag eftermiddag over telefonen fra Aalborg.
Holdet havde taget som udgangspunkt, at man i Limfjorden kan dyrke tang til masseproduktion af bioethanol til brug i stedet for benzin i biler. De har skullet finde enzymer til at nedbryde tangen, og de er landet på maltbyg, der også kan dyrkes lokalt, således at man kan tale om et bæredygtigt lokalt projekt. Tilsvarende tænker det "gule hold" egentlig på halm som materiale - i stedet for at den brændes af i kraftvarmeværker - men har i projektet arbejdet med en gæringsproces af vand, gær og sukker. Målet er at skabe biler med en hybridmotor - en såkaldt solid oxid fuel cell (SOF) - som først forbrænder bioethanolen, og mens den gør det, lagrer den strøm til en lige så lang tur, hvorfor den ikke skal lades op, men kan vente med at blive tanket til efter 600 kr., hvilket er omkring dobbelt så langt, som en elbil i dag kan køre på en opladning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.