Tag skolen seriøst når I er hjemme

SKOLEFRI:Det er som bekendt ikke det, som man spiser mellem jul og nytår, man bliver tyk af - det er det, som man spiser mellem nytår og jul. På samme måde mener jeg, det forholder sig med lærdom i den ekstra ferie, som man diskuterer i øjeblikket. Det er ikke den lærdom, man mister i den ekstra ferie sammen med familien, der er problemet - det er den lærdom, man mister mellem ferierne, der er et stort problem. Hvis vi alle sammen i fællesskab kunne indføre noget mere rettidig omhu i det daglige arbejde. Undgå drypvist fravær på grund af lidt snot langt oppe i næsen - besøg hos bøjletandlæge, som nogle lader vare hele dagen i stedet for de nødvendige to timer. Fravær, bare der er lidt hoste eller ondt et eller andet sted. Elever, der fritages fra idræt flere gange om måneden. Elever, der ikke har orden i lektier eller andre opgaver. Elever, som tager alt for meget unødvendig opmærksomhed og dermed umuliggør undervisning i samme tidsrum. Elever skal naturligvis ses og høres - men det behøver ikke at være den eller de samme elever hele tiden. Hvis vi virkelig alle sammen indførte reel "femdags arbejdsuge"! Da jeg var barn, var fravær ikke på dagsordenen - hvorfor er det i dag så stort et problem? Er vi blevet nogen pylrehoveder? En ekstra ferieuge koster 5 x 0,5 procent = 2,5 procent fravær. Det er altså ikke på grund af en ekstra ferieuge, at vi har fraværsprocenter på 10 procent og derover for et stigende antal elever. Skolen kan ikke konkurrere med den oplevelse, som en uge sammen med familien kan give. Den oplevelse er meget værdifuld - og kostprisen uden for skoleferierne er naturligvis et element, som mange har med i budgettet. Vi siger på Hadsund Skole: Tag glade af sted, men sørg for at få tingene i orden før og efter ferien. Alle ugeplaner står på ForældreIntra - så hold ferie, når I er af sted og tag skolen seriøst, når I er hjemme igen. Så ser vi ingen problemer i det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.