Sport

Talent ser frem til ilddåb

18-årige Jonas Jensen kan meget vel komme i spil, når Aalborg Håndbold skal sikre sig en plads i EHF Cup-gruppespillet

Aalborg Håndbold træner inden kampen mod St. Gallen i EHF Cuppen. 18-årige Jonas Jensen (tv) kan få spilletid i opgøret. Foto: Henrik Bo
Aalborg Håndbold træner inden kampen mod St. Gallen i EHF Cuppen. 18-årige Jonas Jensen (tv) kan få spilletid i opgøret. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 23:44

SANKT GALLEN: Jonas Jensen er 18 år og spiller ungdomshåndbold i Aalborg Håndbold. Men i dag får han måske en stor chance for at bevise sit værd.

Aalborg Håndbold står nemlig med to meget tvivlsomme spillere forud for returopgøret mod St. Gallen i Schweiz. Håvard Tvedten og Buster Juul står begge som spørgsmålstegn til dagens kamp for at avancere i EHF Cup.

Det 18-årige håndboldtalent er tredjevalget på venstre fløj, som de to profiler ellers huserer på. Chancen for spilletid i europæisk sammenhæng glæder Jonas Jensen.

- Det er da stort. Jeg kommer fra Frederikshavn, hvor der ikke rigtig er nogen, som har prøvet det her før. Så det er stort for både mig og min familie, siger han.

Cheftræner Jesper Jensen er heller ikke nervøs for at bringe den unge fløjspiller i kamp mod schweizerne.

- Jonas er en fin spiller, der har udviklet sig meget det seneste halvandet år. Det er jeg rimelig tryg ved - især den angrebsmæssige del. Så er der lige noget fysisk i forsvaret, man skal vænne sig til. Men St. Gallen stiller ikke med store, stærke stregspillere. Så det er jeg ikke nervøs for. Når vi er nede og hente et tredjevalg, synes jeg, at Jonas er et rigtig godt tredjevalg, slår træneren fast.

Jonas Jensen spillede i Strandby-Elling IF, før han rykkede til Aalborg Håndbold. Her spiller han normalt U18-håndbold og har en enkelt gang fået spilletid for holdet i Boxer Herreligaen. Det skete mod Ribe-Esbjerg i september måned.

Aalborg Håndbold vandt 30-20 hjemme over St. Gallen og kan dermed sikre sig billetten til EHF Cup-gruppespillet, hvis de klarer sig bedre end at tabe med ti mål. Følg kampen her på Nordjyske.dk, når vi opdaterer fra opgøret klokken 17.00.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner