EMNER

Tandhjulene skal i gang i Hornum

Borgere i Hornum vil sætte flere initiativer igang, så landsbyens puls ikke segner

Initiativtagerne til borgermødet er meget tilfredse med fremmødet på 60 personer. Nu har man nedsat fem nye arbejdsgrupper.

Initiativtagerne til borgermødet er meget tilfredse med fremmødet på 60 personer. Nu har man nedsat fem nye arbejdsgrupper.

Hornum er ikke en landsby, der bare sidder og ser til, mens alle andre snakker om udkantsdanmark og uddøende provins byer. Derfor har byen kaldt til samling, så der kan komme gang i en række initiativer, der skal sættes gang i byens tandhjul. På et borgermøde, hvor godt 60 personer deltog, blev det besluttet at nedsætte fem udvalg, der har fokus på forskellige aspekter af byens udvikling. De fem grupper er en kunstgruppe, en byforskønnelsegruppe, en aktivitets- og fitnessgruppe, en terræn- og beplantningsgruppe og en gruppe med fokus på børnehave, dagplejen og skolen. - Vi synes, det var et stykke tid siden, der sidst var sket noget i Hornum, og det nu er på tide at så nogle frø forskellige steder. Ikke mindst fordi Hornum er en by i udvikling, ikke i afvikling, fortæller medlem af Hornums byforskønnelsesudvalg, Dorthe Allerup. Attraktiv for tilflyttere Til inspiration til udviklingen i Hornum deltog flere oplægsholdere i borgermødet. Bland andet fortalte ophavsmanden til Bøllebob om succesen med det populære projekt Hornum koret. Kunstner Peer Poulsen kom med konkrete bud på, hvordan byens arkitektur kunne forskønnes med kunst og farver, mens sektionsleder fra teknik- og miljøforvaltning fra Vesthimmerlands kommune gav nogle forslag til, hvordan det offentlige rum i Hornum kunne indrettes anderledes til borgernes fordel. - Vi synes, byen rummer mange muligheder. Vi er en aktiv by med en god skole og to børnehaver. Så det handler bare om, at der skal sættes nogle ting i gang, så vi kan gøre byen endnu mere attraktiv. Både for borgernes og for eventuelle tilflyttere, siger Dorthe Allerup. Der arbejdes nu på højtryk i den forskellige arbejdsgrupper og 8. marts mødes grupperne igen for at drøfte, hvilke initiativer, der kan være med til at gøre Hornum mere attraktiv.