Tandlæger rykker ind i Sundhedshuset

Sygehus lukker ambulatorium, men privat tandklinik flytter ind.

Aalborg Sygehus nedlægger ambulatoriet i Sundshedshuset, til gengæld åbner en privat tandklinik til august. Foto: Torben Hansen

Aalborg Sygehus nedlægger ambulatoriet i Sundshedshuset, til gengæld åbner en privat tandklinik til august. Foto: Torben Hansen

Der kommer ny aktivitet i Sundhedshuset i Brovst til august, når en privat tandklinik åbner i det tidligere terminalafsnit i sygehusbygningerne. Tandlægerne Bente Skjødt og Niels Skjødt, der er søskende og i en årrække har haft tandklinik på Nyvej i Brovst, er i fuld gang med at planlægge flytningen, så de kan åbne i de nye omgivelser til august. Dermed kommer der mere liv i huset igen, efter at det kardiologiske ambulatorium til manges fortrydelse lukker til 1. april, når overlæge Ebbe Steinmetz går på pension og Region Nordjylland nedlægger hjerteklinikken i Brovst. Tandlægerne rykker dog ind i et andet område af det gamle sygehus. - Vi er ved at få de sidste ting på plads i form af byggetilladelse, og vi regner med at åbne 1. august, oplyser Bente Skjødt. Klinikken vil få mere plads, blandt andet et stort venteværelse, og der bliver fire patientstole til de to tandlægers arbejde. En tandplejer, tre klinikassistenter og en elev følger med over til det nye arbejdssted. Om situationen i Sundhedshuset siger lederen af kommunens sundhedsafdeling, Hanne Heuch, at der heldigvis er god gang i aktiviteterne i afdelingen, især som følge af de kommunalt ansattes nye sundhedsordning, der trådte i kraft ved årsskiftet. - De er masser af liv i huset, men som leder af sundhedsafdelingen beklager jeg meget, at Ebbe Steinmetz stopper og at ambulatoriet lukker. Vi har nydt godt af hans store ekspertise og samarbejdet med ambulatoriet, siger hun. Det er endnu ikke afklaret, om der fortsat skal være en røntgenafdeling i huset, så Aalborg Sygehus stadig har lidt aktivitet på stedet. Bygningerne ejes af regionen, og brugerne lejer sig ind på arealerne. Det har tidligere været på tale, at de praktiserende læger i Brovst også skulle rykke ind i huset, men de planer er foreløbig skrinlagt. Mange andre funktioner blev nævnt, da sygehuset blev nedlagt, bl.a. fysioterapi og genoptræning, flere speciallægepraksis og distriktspsykiatri. Men eneste lejer er på nuværende tidspunkt, ud over kommunens sundhedsafdeling, en speciallæge i bløddelskirurgi, der har klinik i huset. Desuden er der vagtlægeklinik og jordemoderkonsultation.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.