Tandløse Hjørring fik sen knockout
FC Vestsjælland vandt FC Hjørrings premierekamp i 1. division med 1-0 i Slagelse
SLAGELSE: FC Hjørring åbnede sæsonen med et nederlag på 0-1 til FC Vestsjælland på Slagelse Stadion. Et udfald, der var ganske retvisende på en eftermiddag, hvor FC Hjørring havde meget svært ved at kreere ret meget. Eneste mand, der lavede ravage i hjemmeholdets forsvarslinje, var Michael Nielsen. Tre tilbud kom han frem til. Det sidste var den klart største, da den store offensivspiller i de døende minutter brændte helt alene igennem med Thomas Mikkelsen.