Tangoen blev deres udvej

Ilf Kari fik en chance mere, efter at han i 2004 blev alvorligt syg. Siden har han ført sin hustru i tangoen

Karen Jensen og Ilf Kari fik passion for tango, efter at han i 2004 overlevede en alvorlig hjertesygdom.

Karen Jensen og Ilf Kari fik passion for tango, efter at han i 2004 overlevede en alvorlig hjertesygdom.

I 2004 fik Ilf Kari hjerteproblemer og efter den tredje operation gav lægerne ham ikke mange chancer for kunne leve videre. Karen Jensen fik besked om, at hun måtte se ham en sidste gang. Men Ilf var ikke klar til at tage af sted. Han åbnede øjnene igen. Lægerne gav ham besked på at motionere hver dag. Han og Karen gik mange ture og nød naturen, som de er meget glade for. Men de ville gerne prøve noget andet, som kunne give motion, og som de kunne være fælles om. Efter en tur omkring standarddanse og andre latinamerikanske danse blev tangoen deres store passion.Karen og Ilf kommer begge fra København, hvor de for 40 år siden havde købt hus og var klar til at flytte ind. Men en dag, hvor de sad i kø i trafikken i tre timer, tog de en beslutning. De vendte bogstaveligt talt bilen og kørte til Thy, hvor Ilf havde noget familie og hvor de nogle år i forvejen havde købt et hus, som de ville bruge som sommerhus. Men nu besluttede de med kort varsel at sælge deres nyerhvervede hus i København og i stedet flytte til Thy. Ilf havde arbejdet som musiklærer i København og fik hurtigt job på den nye musikskole i Thisted. Karen er pædagoguddannet, og har arbejdet som pædagog i Thy i årene frem til 1983, hvor parret åbnede en butik med surfudstyr i Amtoft. Den passede hun i 14 år. De lukkede butikken i 1996, og efter at Ilf var blevet syg, gik de begge på pension i 2004.Ilf dansede meget som ung: - Da jeg var 16 år, var danseskolen det bedste sted at lære piger at kende. Men jeg blev vild med at danse, jeg lærte både latin og standarddanse, og det var så spændende, at jeg deltog i DM mesterskab, fortæller han. Denne interesse genoptog han, da han 45 år senere efter sin hjertesygdom skulle finde en motionsform, som han kunne dyrke sammen med Karen. De gik først til standarddans i Thisted: - At danse er som at cykle. Når man en gang har lært det, glemmer man det aldrig, fortæller Ilf. De fik interesse for tango gennem internettet, hvor der på YouTube findes rigtig mange tangovideoer. I 2006 blev de medlemmer af en tangforening i Thisted, Thy Tango. Og i 2009 rejste de for første gang til Argentina for at opleve tangoen i dens oprindelsesland. Siden har de hvert år rejst til Buenos Aires. Hjemme i Danmark har Ilf og Kari kontakt med tangodansere fra hele landet. De mødes til tangoworkshops i blandt andet Aalborg, Aarhus, Kolding og København, og rejser ud og møder andre dansere i både Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Spanien. I 2008 tog Ilf og Kari initiativ til en ny forening, Thisted Tangoforening, som i dag tæller seks par. De mødes hver onsdag i Hestestalden i Thisted, hvor Ilf og Kari står for undervisningen. Ud over den klassiske argentinske tango bliver der danset varianten valsetango og milonga, som er en del af den argentinske tango. - Den argentinske tango er ikke nogen nem dans at lære. Den altid fuldstændig improviseret, Det er nødvendigt med stor tålmodighed, når man på en gang skal følge musikken. Det kræver koncentration og fordybelse, siger Ilf. Ligesom Ilf og Kari rejser ud for at blive dygtigere til tango, har de i sidste weekend af marts inviteret tangodansere fra hele landet til workshop i Thisted. Underviserne er to tidligere verdensmestre, Frank Obrigon og Jenny Gil fra Venezuela.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.