Tarteletter, stegt flæsk og pizza er mest populært

Højvangskolens hovedindgang.
Højvangskolens hovedindgang.

Siden skoleårets start har alle 450 elever på Højvangskolen i Svenstrup kunnet købe deres mad i skolens kantine. Det er en politisk beslutning i Aalborg kommune, at der på 6-8 skoler er et "skolemadstilbud".

Skoleinspektør Christian Møller fortæller, at tiltaget, der støttes økonomisk, er tænkt som en starthjælp, og efter en periode skal ordningen gerne hvile i sig selv.

- Der er vi ikke helt endnu, men det skyldes bl.a. at vi her på skolen har lagt et prisniveau så alle kan være med, siger han.

Dagen ret denne torsdag er karbonader med stuvede gulerødder og ærter, og hertil hvide kartofler. Der tilbydes forskellige kendte retter hen over ugens dage, og de mest populære er tarteletter med høns i asparges, pizza samt stegt flæsk med persillesauce, kartofler og rødbeder. Dagens ret koster for en lille portion 12 kr. og for en stor 18 kr.

Kantinen har også en tag selv salatbar med to portionsstørrelser, og eleverne kan også købe mindre og billigere ting som pølsehorn, sandwichboller, pizza, rugbrødsrufler, nuggets og kyllingelår.

Manden bag den lækre mad er skolens kantineleder Joakim Justesen, der er uddannet kok hos DFDS Seaways og har arbejdet i UCNs kantiner, i cateringbranchen og været med i projekt "More" på Aalborg Sygehus, hvor opgaven var at erstatte medicin med sund mad.

Han lægger vægt på at lave mad, der mætter, med masser af fuldkorn og fremstillet helt fra bunden af sunde og friske råvarer.

Dagen starter med at bage morgenbrød og lave havre- eller risengrød til eleverne fra 4.-9. klasse, som tilbydes et gratis morgenmåltid fra kl. 7.00 til 8.00 hver dag. Et tilbud som 15-25 elever benytter sig af.

Fra kl. 10 til 10.30 åbnes kantinen for salg af de tidligere nævnte mindre ting, for så igen at åbne kl. 11.30 til 12.30, og her kan der købes alt inklusiv dagen ret og salat.

Det er eleverne fra skolens syvende klasse, der forestår salg og oprydning. Det er et populært job, da det giver gratis mad og tilskud til klassens hyttetur.

Eleverne betaler med "Aalborg kortet", et betalingskort der tankes op og tømmes som fx et taletidskort. Der sælges dagligt 50 - 70 gange dagens ret, og antallet af ekspeditioner svinger fra 100 - 250.

Joakim Justesen har god hjælp i produktionen af Birgitte og Nathasja, der begge arbejder på deltid, suppleret af Susan, der står for rengøringen.

For et par uger siden begyndte Højvangskolens kantine at levere dagens ret til Svenstrup skole. Dette samarbejde skal øges i den kommende tid, fortæller Joakim Justesen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden