TDC har mistet forbindelsen

DÆKNING:Jeg sidder her og læser endnu engang om kritik af Falck. Jeg har behov for at fortælle om min oplevelse af Falck, paramediciner m.v. Juledag for to år siden var jeg til julefest med hele familien i Skagen. Da tiden var inde til at køre hjem, var der den værste snestorm, himmel og jord stod i et. Vi havde kørt to-tre minutter, da jeg kunne mærke, at der var noget galt. Vi kørte ind på en tankstation, for bedre at kunne se ved lysene, og der var plads til, at vi kunne holde der. Der blev ringet 112, og der blev godt nok spurgt meget ind til, hvor vi holdt, måske også lidt for meget, synes vi, men det blev senere forklaret, at vagtcentralen nok vidste, hvor vi var, men ville holde kontakten, indtil paramediciner var fremme. Flot, synes vi, da vi følte, at der var nogen, der var klar til at hjælpe, hvis situationen skulle forværres. Det tog max. fem minutter, før paramediciner var på stedet, og kunne konstatere at jeg med alt sandsynlighed havde fået en blodprop i hjernen. Her er det så, at jeg er taknemmelig for, at det lille sygehus i Skagen er blevet erstattet med en paramediciner, der straks kunne se, hvad jeg havde behov for af hjælp. Den vigtige startbehandling med ilt fik jeg med det samme, og så var det bare at vente, til ambulancen nåede frem i snestormen. (Der var lige sendt en ambulance ud af Skagen, så den skulle komme fra Frederikshavn, i forrygende snestorm). Da ambulancen nåede frem, havde paramedicineren allerede kontakt med Aalborg Sygehus, så gik det bare til Aalborg med blå lys og 50 km. På grund af sne tog det over to timer at køre til Aalborg fra Skagen. Jeg skulle være i behandling (trombolysebehandling) inden tre timer, fra jeg blev syg. Jeg nåede det lige. Min mand har diabetes, så da der var styr på mig, måtte falckredder også lige sikre, at han ikke gik i chok. Det kan let ske for en diabetiker, når der har været en voldsom oplevelse. Efter en lang køretur nåede vi Aalborg Sygehus, der var der et team på 8-10 personer, der stod udenfor i kulden for at tage imod mig. Tak for det. Efter fire måneder på genoptræning i Brønderslev er jeg nogenlunde fungerende igen. I søndags var jeg var ude at køre, i landområdet omkring Mygdal kom jeg ind på en privatvej, der var isen glat under den nyfaldne sne. Bilen skred ud og endte i en skrænt, så jeg kunne ikke komme hverken frem eller tilbage, jeg fandt noget sand, men intet hjalp. Pludselig lå jeg i sneen, og havde besvær med at komme op. Nå pyt, jeg ville ringe til min mand efter hjælp, Men derude i området er der ikke mobildækning. Jeg måtte kæmpe for at komme op for at gå en eh halv km op på en bakketop, hvor der kunne etableres en svag forbindelse, så jeg fik hjælp. Her er det ikke Falck, men TDC, der skal ud af starthullerne, det kan ikke passe, at vi skal finde os i manglende mobildækning i et helt område. Vi er et helt lokalsamfund, der ikke har fornuftig mobildækning trods adskillige henvendelser til TDC, der som ingen ting kan etablere det signal, vi har behov for, men der sker ingen ting. Hvad sker der næste gang, en borger i yderområderne kommer galt af sted, og der så ikke er mobildækning, så der kan kaldes efter hjælp? TDC, I tvinger os herude til at etablere en ulovlig forstærker. Der er ikke noget med rabat for manglende dækning, I vil jo hellere end gerne sælge mobile telefoner og netværk til os! Kære folketing, tillad at vi kan bruge disse forstærkere, når nu ikke TDC vil hjælpe os!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.