Terrorisme

Tech College klar med krav

Går ikke efter det fulde beløb efter bombetrussel

Arkivfoto: Lars Pauli
Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 14:15

AALBORG: Tech College i Aalborg har opgjort et erstatningskrav mod den 34-årige tidligere elev, som torsdag 19. december indtelefonerede en bombetrussel mod uddannelsesinstitutionen og dens afdelinger i Nordjylland.

- Vi ønsker ikke at oplyse det eksakte beløb, men det er i omegnen af 100.000 kroner, siger Lotte Stenstrop, ressourcedirektør hos Tech College.

Umiddelbart efter, at bombetruslen sendte elever og undervisere hjem samt satte en stopper for svendeprøver, var vurderingen, at det påførte skolen en udgift på cirka en halv million kroner.

Eksterne udgifter

- Men vi har valgt udelukkende at rejse krav om erstatning af de udgifter, vi har haft til eksterne faktorer. Det er hovedsagligt vagtselskabet, og de asfaltarbejdere, der blev sendt hjem, samt den mad til svendeprøverne, som måtte kasseres. Det er udgifter, der er nemme at gøre op, oplyser Lotte Stenstrop.

Derimod vil Tech College ikke medregne de interne udgifter fra eksempelvis hjemsendelse af medarbejdere, fordi det vil kræve, at der sættes et par ansatte af til at udregne og dokumentere udgiften.

- Det er vigtigt, vi statuerer, at det ikke er uden omkostninger at indtelefonere en bombetrussel, men samtidig skal både vi og den tidligere elev videre med livet, siger Lotte Stenstrop.

Skolen får ikke noget ud af at ødelægge den tidligere elevs liv ved at komme med det maksimale erstatningskrav.

Eksaminer afbrudt

Det var torsdag 19. december kort før klokken 14, at der blev indtelefoneret en bombetrussel mod Tech College i Aalborg, og det medførte en omfattende evakuering af alle 12 afdelinger samt afbrudte eksaminer, svendeprøver og undervisning.

Siden er en 34-årig elev blev sigtet for at have indtelefoneret truslen, og overfor skolens ledelse har han forklaret, der var tale om en joke, og han er siden blevet bortvist fra Tech College.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden