Tech College overvejer erstatningskrav
Bombetrussel giver stadig stof til eftertanke
NORDJYLLAND: Torsdag 19. december blev der indtelefoneret en bombetrussel mod Tech College i Aalborg, og det medførte en omfattende evakuering af alle 12 afdelinger samt afbrudte eksaminer, svendeprøver og undervisning.
Siden er en 34-årig elev blev sigtet for at have indtelefoneret truslen, og overfor skolens ledelse har han forklaret, der var tale om en joke. Manden er bortvist fra Tech College, som stadig overvejer, om skolen skal kræve erstatning af den 34-årige.
- Vi har fået et oplæg fra vores advokat og skal diskutere et eventuelt erstatningskrav, og hvor stort beløbet skal være, siger uddannelsesdirektør Keld Skovsgård, Tech College.
Koster ressourcer
Det er nemlig ikke så enkelt at gøre omkostningerne op. Nogle udgifter er nemme at dokumentere, mens andre bliver mere besværlige at bevise, når et krav skal gøres op.
- Det er meget komplekst og omfangsrigt at gøre op. Jo mere eksakt, vi vil gøre beløbet, desto flere ressourcer skal vi bruge på det, og man kan diskutere det rimelige i at bruge mange ressourcer på det, siger Keld Skovsgård.
Desuden er der også et medmenneskeligt hensyn til den sigtede at forholde sig til.
- Hvis vi kommer med et millionkrav, så har han ingen chance for at komme videre med sit liv, og vi er jo en uddannelsesinstitution, siger Keld Skovhård.
Skal have konsekvenser
Det har tidligere været fremme at bombetruslerne har påført skolen udgifter i omegnen af en halv million kroner.
- Omvendt så skal det principielt også have konsekvenser at gøre sådan noget, og vi vil signalere til omverdenen, at det koster penge, når man gør sådan noget her, siger Keld Skovsgård.
Politiet har endnu ikke rejst tiltalte mod den 34-årige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.