Tegneserieopera i flamenco-stil
HOBRO: En tegneserieopera, hvor handlingen illustreres ved hjælp af en projiceret tegneserie.
Så utraditionel er den forestilling, som Teaterkredsen Mariagerfjord lørdag 11. marts kan præsentere på Mariagerfjord Gymnasium.
"Escarraman" hedder forestillingen, som er bygget op omkring 10 musikalske tableauer, hvor hvert tableau har sit eget sceniske rum med sin egen stemning, der skabes af musikken, dansen og lyssætningen.
De ti tableauer kædes sammen af en tegnet serie af illustrationer, der sammen med musikalske recitativer på dansk fortæller historien om den forarmede hofmusiker Juan de Vado.
Sangene i operaen er bundet sammen af nykomponerede talesange i et nutidigt tonesprog, hvor sound-scapes, slagtøj og elektronik har en fremtrædende rolle.
I "Escarramán" møder publikum inciterende spanske dansesange og arier fra 1600-tallet.
Det ti mand store ensemble på scenen omfatter både klassiske sangere og flamencosangere, og der danses i forestillingen livligt til temperamentsfulde rytmer.
Bag opsætningen står Via Artis Konsort med Poul Udbye Pock-Steen som idémand og ansvarlig for den musikalske ledelse, og økonomisk støttes Escarraman-turneen bl. a. af Statens Kunstfond.
Billetter til forestillingen på Mariagerfjord Gymnasium 11. marts kan enten købes på bibliotekerne eller via Teaterkredsen Mariagerfjords hjemmeside www.tkmf.dk