Test: HTC's nye topmobil

Vi tester HTC's nye mobilflagskib HTC One X - med kæmpeskærm på 4,7 tommer. Se video.

Bagsiden af HTC One X, hvor kameralinsen stikker lidt ud.
Bagsiden af HTC One X, hvor kameralinsen stikker lidt ud.

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:25

Hold da op, hvor er den stor! Skærmen på HTC's nye topmobil HTC One X. Hele 4,7 tommer. Det betyder, at selve mobilen naturligvis også er stor: 13,4 cm høj, 7 cm bred, men alligevel er den meget slank - kun 9 mm tyk. Designet er lækkert med afrundede kanter. Stor og dyr Prisen på denne jumbo-mobil fra HTC er ret "jumbo". Den er set til ca. 4600 kr. i slutningen af april, og det gør den omtrent 1000 kr. dyrere end en af de nærmeste rivaler, Samsungs populære topmobil Galaxy SII, som dog ikke er helt ny på markedet. Vi befinder os altså i de højere luftlag, når det gælder Android-smartphones. Både hvad angår pris, kvalitet og features. HTC One X benytter Android version 4.0 "Ice Cream Sandwich" som styresystem, som er bedre end ældre udgaver af Android. Samtidig har HTC lagt sit eget "HTC Sense" oven på. Glimrende kamera Den store skærm gør det dejlig let at benytte HTC-mobilen, også eksempelvis det virtuelle QWERTY-tastatur, når mobilen er vendt på højkant. Der er mange gode ting at sige om HTC One X. For eksempel har den et rigtig godt kamera, der kan tage 8 megapixel-fotos og samtidig optage HD-video (1080p/30 fps) med stereolyd. Potent quad core-CPU Hvis man holder fotoknappen nede, kan man lynhurtigt knipse en stribe stillfotos af samme motiv. Og bagefter vælge det bedste. Glimrende feature. Der sidder en potent processor i mobilen, en quad-core 1,5 GHz CPU, så mobilen reagerer hurtigt, når man bruger menuen, programmerne osv. HTC One X har derudover en række af de samme features som andre topmobiler med Android: Wi-Fi-hotspot, DLNA, A-GPS osv., men lyden skulle være bedre på HTC One X takket være "Beats Audio". Er sort nu også helt sort? Ingen tvivl om, at HTC One X hører til i topklassen af Android-mobiler. Men hvordan klarer den sig i forhold til for eksempel Samsung Galaxy SII? Samsungs skærm ser ud til at være lidt bedre, ifølge et hurtigt tjek. På Samsung-mobilens AMOLED-skærm er sort knaldhamrende sort. Det er ikke helt tilfældet på HTC-mobilens skærm, hvor sort snarere er meget mørkegrå. Samme problem kendes fra andre mobilproducenters skærme. Det ser ud til, at Samsungs mobil-skærme stadig er et mulehår bedre end konkurrenternes, især når det drejer sig om sort. Ikke plads til flashkort Der er desværre et par irriterende småting, som gør, at vi ikke kan give HTC One X absolut topkarakter. For eksempel kan du ikke udvide den indbyggede 32 GB-hukommelse. Modsat på mange andre mobiler kan du ikke putte et microSD-flashkort i HTC-mobilen. Der er FM-radio i mobilen, men følsomheden er dårlig. Det medfører støj og sus på lidt svagere FM-stationer, der ellers kan modtages i god kvalitet på andre mobiler med indbygget FM-radio. Husk lige opladeren HTC One X har, som nævnt, et rigtig godt kamera, men linsen sidder på en forhøjning bagpå, og det øger risikoen for ridser. Batteritiden imponerer ikke. Sådan er det som regel med topmobiler med store skærme - de skal typisk oplades en gang om dagen ved flittig brug. Også HTC One X. Så husk at medbringe opladeren. Du kan kun bruge microSIM-kort i HTC One X, men sådan et bør du nemt kunne få fra dit mobilselskab. MicroSIM-kortet placeres i en lille "slæde", der skubbes ind i den tynde HTC-mobil. Skal du have microSIM-kortet ud igen, skal du bruge en clips, der trykkes ind i et lille hul for at udløse "slæden". HTC One X har ingen direkte HDMI-udgang. Du kan dog slutte mobilen til dit tv via en adaptor eller trådløst via DLNA (hvis dit tv har DLNA-mulighed). For stor til skjortelommen For nogle vil størrelsen på HTC One X måske være et problem. Den er nok for stor til at have i skjortelommen. Og så er der prisen. HTC One X er p.t. ret dyr, også i forhold til sammenlignelige rivaler på smartphone-markedet. Det ændrer dog ikke på, at HTC One X er en lækkert designet mobil med en dejlig stor skærm, et rigtig godt kamera og andre fine features. Så vi giver den bedømmelsen fem ud af seks mulige stjerner. Læs mere om HTC One X her . Læs også: Techradars test af HTC One X . Se vild HTC-video her:

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden