Test: Lang italiener til familien
Fiat 500 L Living, der fås fra 200.000 kr., er efter prisfald en af de billigste syvpersoners biler
DANMARK: En Fiat 500 med plads til syv?
Jo, den er god nok. Den kække italiener kan i den ny udgave 500L Living fås med syv sæder. Men een ting er, at der er mulighed for to sæder i en tredje sæderække (merpris på godt 15000 kr.), en anden er, at der overhovedet kan proppes så mange sæder i en Fiat 500.
Men når sandheden skal frem - og det skal den - så er det ikke blot en ekstra udhulet og forlænget version af ikonbilen Fiat 500. Trods navnet og designmæssige ligheder samt i stort omfang fælles teknik bygger Living-modellen ikke på den den lille 500 men en forlænget Punto bund.
Nogen voldsom god salgsstart har 500 L Living ikke fået - måske primært fordi den prismæssigt startede ud forholdsvis tæt på større biler med mulighed for syv sæder, f. eks. Ford C-Max, men nu har Fiat nedjusteret priserne, så de begynder ved 200.000 kr. for bilen i laveste udstyrstrim Popstar og to cyl. benzinmotor.
Det lader sig bestemt høre. For pengene får man masser af bil - en bil med god rummelighed og praktisk og smart indretning. Vel der er bagerst kun plads til to små børn ved en ”møblering” med syv sæder, ligesom bagagepladsen så stort set er lig nul.
Sidder højt i ”bussen”
Men som fem personers ser det helt anderledes ud. Rummeligheden er fin og tilmed sidder alle i ”bussen” væsentligt højere end i f.eks. en stationcar. Det forbedrede udsyn er ikke mindst noget børnene i bagsædet sætter pris på.
Og bag rattet nyder man selvfølgelig også godt af det fine udsyn, men til gengæld er instrumenterne små og især i sommersol svære at aflæse. Derimod glæder man sig over et rart rat og et velfungerende gearskifte.
Som en høj og relativ lang bil med en forholdsvis blødt afstemt undervogn må man som fører konstatere, at bilen ikke er nogen mester i at køre lige ud i kraftig, nordjysk blæst. Men ellers kører 500 L Living fornuftigt og pålideligt, bl. a. takket være en glimrende styring med god føling med vejbanen.
Kørekomforten er god og støjniveauet behersket. Bortset lige fra en markant motorstøj ved kraftig acceleration. Så er der lyd på. Nogle vil givet mene for meget - andre vil kalde det frækt og underholdende, når den to cylindrede maskiner trækker igennem med masser af smæld i udstødningen. Trods sin lidenhed - kun 0,9 liters slagvolumen - præsterer turbo benzinmotoren godt og gør bilen overraskende kvik. På papiret er brændstoføkonomien også fin. 20,8 km/l ved blandet kørsel ifølge fabrikken, men skal den holde 130 km/t på motorvejen, øges tørsten markant.
Udstyrsmæssigt er 500 Living imponerende godt med. Selv på laveste udstyrstrin Popstar omfatter standardudstyret bl. aircondition, fartpilot, elspejle med varme og elrudehejs foran.
Rent sikkersmæssigt er der kun en detalje at bebrejde den lange italiener eftersom den scorede maksimale fem stjerner i Euro-NCAP-testen. Detaljen er manglende selehusker ved bagsædet. Men det ændrer ikke ved, at Fiat 500 L Living er et anderledes og spændende alternativ til en familiebil - til en meget konkurrencedygtig pris.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.