Aalborg

Textil-købmand jubilerer

City-formanden har haft Textil-Centret i Aalborg i 40 år

Textil-købmandsparret Lis og Nils Andersen kan på onsdag 26. februar fejre 40-året for etableringen af Textil-Centret.
Textil-købmandsparret Lis og Nils Andersen kan på onsdag 26. februar fejre 40-året for etableringen af Textil-Centret.

AALBORG: Han troede egentlig, at han skulle være assistent i et velrenommeret pengeinstitut. En stilling med 37 timer om ugen, stabil indkomst, hus og have.

Men sådan gik det ikke for tekstilkøbmand Nils Andersen, der i næste uge markerer 40-året for etableringen af Textil-Centret i Slotsgade.

I stedet for at sidde stille på en stol og have en normal arbejdsdag, så har han nu gennem godt 40 år knoklet i fuld fart op mod 80 timer om ugen.

Indkomsten har ikke altid været stabil - slet ikke da han startede sin egen butik - og haven blev der heller ikke brugt meget tid på og huset er for længst skiftet ud med en lejlighed i centrum.

Markeringen af 40 års jubilæet sker ved en reception onsdag 26. februar fra 13-17 i lokalerne på Karolinelundsvej 1.

Som det fremgår af ovenstående, så gik den unge Nils Andersens jobtanker mest i retning af pengeinstitutverdenen.

Men efter realskolen kom han efter faderens råd i lære som textil- og tæppehandler hos Arthur Hansen i Odense.

Og det råd var nu ikke så dårligt for som kun 18-årig var unge Nils Andersen pludselig udlært.

Og netop tilværelsen som handelsmand passede perfekt til ham, og tekstilfirmaet gav ham da også hurtigt ansvaret for de ægte tæpper i butikken.

Efter et par år som ung førstemand i Odense-firmaet skulle der ske noget nyt.

Nils Andersen søgte jeg en stilling hos Ulf Bolighus i Aalborg, og efter nogle år med ansvaret for gardinafdelingen i Ulf Bolighus valgte at blive selvstændig. Og det blev i 1974 starten på Textil Centret, der fik til huse i Slotsgade.

De første år klarede han og hustruen Lis butikken om dagen. De har i øvrigt kendt hinanden fra de var 15 år og gik i skole sammen.

Og om aftenen og i weekenden kørte Nils ud til kunder og målte gardiner op. Det gav ofte arbejdsuger på 80 timer.

Men ægteparret var enige om målet.

Så selv om det kostede fritid og en del penge, gik investeringen i at begynde for sig selv godt.

Og i 1982 overtog Nils Andersen det daværende Ulf Gardinservice og Minus-service, og butikken i Slotsgade voksede endnu engang.

Og for 13 år siden flyttede Textil Centret fra Slotsgade til den nuværende adresse på Karolinelundsvej.

Men selv om egen butik sagtens kunne fylde hverdagen valgte Nils Andersen alligevel at kigge ud over egen disk i bestræbelserne på at understøtte den driftige forretningsby.

Mottoet var sammen er bedre end hver for sig og bag det stod Nils Andersen sammen med en gruppe ligesindede - og det resulterede i etableringen af Aalborg City for 24 år siden - en januar-aften i 1990.

Interessen for Aalborg City var fra begyndelsen meget stor - og den har holdt sig blandt andet takket været et intenst arbejde for og med medlemmerne.

Nils Andersen blev på den stiftende generalforsamling valgt som formand. Og han er således den første og hidtil eneste formand for Aalborg City - og dermed på vej til et 25 jubilæum der.

Men for at de ikke skal stå i kø - jubilæerne altså - så er det altså 40 året bag egen disk i Aalborg, der fejres i denne uge.

Det andet jubilæum må vi vente godt 10 måneder på.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden