Thisted FC

TFC-anfører: Mere boldbesiddelse

Allan Høvenhoff forventer småændringer i Thisted FC’s spillestil

Allan Høvenhoff uddeler roser, inden Thisted FC lørdag tager imod Vendsyssel FF. ?- Vendsyssel har nogle ufatteligt gode fodboldspillere, og vi har lukket lidt for mange mål ind. Defensiven bliver blandt andet nøglen til at besejre dem, siger thyboernes anfører. Arkivfoto: Diana Holm
Allan Høvenhoff uddeler roser, inden Thisted FC lørdag tager imod Vendsyssel FF. ?- Vendsyssel har nogle ufatteligt gode fodboldspillere, og vi har lukket lidt for mange mål ind. Defensiven bliver blandt andet nøglen til at besejre dem, siger thyboernes anfører. Arkivfoto: Diana Holm Foto: Peter Mørk

FODBOLD: Assistenterne Henrik Larsen og Henning Pedersen har overtaget styringen i Thisted FC’s 1. divisionstrup resten af foråret, fordi cheftræner Joakim Mattsson i denne uge blev fyret.

Selvom de vikarierende chefer nu har meldt ud, man ikke skal forvente store omvæltninger i forårets tre sidste kampe, kan man måske godt få lidt nyt at se, tror thyboernes anfører, Allan Høvenhoff.

- Jeg tror, man vil se et Thisted-hold, der spiller mere frit og mere boldbesiddende fodbold. Jeg tror, at man fra klubbens side vil prøve lidt mere af for at se, hvem der skal udgøre holdet næste sæson, og hvad man vil arbejde med fremover. Vi har haft en meget ligefrem og åben spillestil - nogle vil måske gå så langt som at sige alternativ spillestil. Den har hjulpet os meget, men ikke fungeret så godt for os i foråret, siger TFC-anføreren.

11 forårskampe uden sejr fik Joakim Mattsson fyret, og på trods af "ingen er døde, " som Allan Høvenhoff beskriver det, vil thyboerne forbedre forårets helhedsindtryk.

- Det vigtigste for os selv nu er at få rejst os op og få brystet frem. Vi skal ud at vise, foråret ikke har været godt nok. Det har vi nogle fine muligheder for nu. Jeg tror da, at vi alle har lyst til at slutte godt af på en sæson, der i og for sig har været rigtig, rigtig god, men også har manglet noget i foråret, siger Allan Høvenhoff.

TFC møder lørdag Vendsyssel FF. Thyboerne ligger lige nu nummer syv i NordicBet Ligaen, vendelboerne nummer fire.

Gå til relaterede emner

Forsiden