TFC-anfører ser frem til pause
Et langt 2017 lakker mod enden for Thisted FC, der hænger på i topstriden
Opdateret kl. 07:10
FODBOLD: Vejle Boldklub, Vendsyssel FF, Esbjerg fB og Viborg FF. De fire forhåndsfavoritter i 1. division indtager efterhånden toppen af NordicBet Ligaen.
Kun fyraftensprofferne Thisted FC på den delte andenpladsen, som de deler med Vendsyssel FF, kiler sig ind blandt de forhåndsudnævnte oprykningskandidater.
Sådan ligger landet med blot en runde tilbage af efterårssæsonen i NordicBet Ligaen.
- Det ser da fint nok ud. Det er sjovt at gå ind at kigge på tabellen. Man kan se nu, at de store holde klumper sammen i toppen, og så ligger vi lidt og irriterer dem. Jeg kan håbe på, vi kan gå godt på ferie med tre point, og så må vi se, hvordan det ser ud, siger Thisted FC’s anfører, Allan Høvenhoff.
Midtbanedynamoen ser sammen med den efterhånden knapt så grønne grønsvær på Sparekassen Thy Arena frem til vinterpausen.
- Jeg tror, nogle af drengene trænger til vinterpause, for at få fodbold lidt væk. Der har været meget fodbold i år. Vi spillede et rigtig, rigtig godt forår i 2. division, kom tilbage efter tre uger eller sådan noget, og så var der en ny træner, vi skulle imponere. Der er også meget mere fokus på Thisted FC i 1. division. Det kunne være lækkert at få lidt på afstand, men vi er 100 procent klar til at give alt mod Fremad Amager, siger anføreren.
Hvis TFC formår at snuppe tre point på søndag mod Fremad Amager, ligger Thisted FC enten alene på andenpladsen eller på en førsteplads, de i så fald vil dele med Vejle B og Vendsyssel FF. De to hold mødes i sidste efterårsrunde.