Thisted FC

TFC dumpede som hold

Thisted FC præsterede søndag under niveau, mener Bo Stougaard Thomsen

Thisted FC tabte søndag 2-0 på Sparekassen Thy Arena. Præstationen ærgrer cheftræner Bo Stougaard Thomsen. Foto: Kurt Bering
Thisted FC tabte søndag 2-0 på Sparekassen Thy Arena. Præstationen ærgrer cheftræner Bo Stougaard Thomsen. Foto: Kurt Bering Kurt Bering

FODBOLD: I sæsonåbneren snuppede Thisted FC det ene point mod Silkeborg IF. I anden runde af 1. division tog Nykøbing FC så tre point mod thyboerne, efter TFC ikke ramte det forventede niveau.

- Jeg vil mene, vi har flere procenter, end vi viste, siger TFC-cheftræner Bo Stougaard Thomsen.

Cheftræneren hæfter sig ved, at hverken presspillet eller spillet med bolden fungerede godt nok. Det efterlader ham med en irriteret fornemmelse.

- Jeg følte, der var mere i posen. Der kom aldrig noget flow. Der kom aldrig gang i spillet. Nykøbing spillede godt, gjorde det svært for os og var farlige. De var mere afklarede, end vi var, siger Bo Stougaard Thomsen.

Efter søndagens hjemmebanenederlag på 2-0 er cheftræneren ikke sen til at se indad, for selvom han roser indskifterne Mathias Myrthue og Emil Lagergaard, var det småt med de holdmæssige succeser søndag. Dertil spillede TFC simpelthen med håndbremsen for meget trukket, mener cheftræneren.

- Som hold dumpede vi. Individuelt løb spillerne og gjorde da nogle gode ting, men som hold fejlede vi, og der må ligge en masse ansvar på mine skuldre i forhold til det, siger han.

Med søndagens nederlag har TFC ikke scoret i sine første to kampe af NordicBet Ligaen.

Efter to runder ligger thyboerne under nedrykningsstregen, fordi man har en dårligere målscore end Fremad Amager, Silkeborg IF og Viborg FF, der ligeledes har hentet et enkelt point.

Gå til relaterede emner

Forsiden