TFC fortsætter storform
TFC tog søndag den fjerde sejr i træk. De er nu nummer to i 2. division vest.
ODDER: Sejrssangen lød søndag for fjerde runde i træk i Thisted FC’s omklædningsrum. Søndag vandt TFC 2-1 ude mod Odder IGF i 2. division vest.
- Det er en god stime, og den agter vi at beskytte og udbygge så vidt muligt, siger cheftræneren i Thisted FC, Christian Flindt Bjerg.
Odder gik til pause foran med 1-0 på mål af Thomas Mørch. Odderspilleren sparkede tørt bolden i kassen fra omkring 17 meter.
Efter pausen oppede TFC sig. To dødboldscoringer blev det til for TFC i anden halvlegs første kvarter. Mikkel Agger var sikkerheden selv fem minutter efter pausen på frispark. Seks minutter senere headede Mads Lauritsen så Mickey Bergs frispark i nettet til resultatet på 2-1. TFC har med sejren hentet 15 point i syv kampe.