Thisted FC

TFC-kreatør: Skal nok tage en masse point

Masser af point venter forude, hvis Thisted FC kan fortsætte takterne fra søndag, mener tilbagevendte Jeff Mensah

Jeff Mensah vendte søndag tilbage til Sparekassen Thy Arena, efter han har været ude med en skade i seks spillerunder. Foto: Diana Holm
Jeff Mensah vendte søndag tilbage til Sparekassen Thy Arena, efter han har været ude med en skade i seks spillerunder. Foto: Diana Holm Foto: Diana Holm

FODBOLD: Ude i seks kampe og så direkte ind i startopstillingen til en kamp mod 1. divisions duks, Vejle Boldklub, i comeback-kampen.

Thisted FC’s midtbanekreatør Jeff Mensah spillede søndag 63 minutter i den uafgjorte topkamp i 1. division, inden kræfterne ikke rakte længere.

- Jeg følte mig faktisk godt tilpas derinde. Jeg har kunnet træne hårdt på træningsbanen. Jeg havde i hvert fald lidt energi til en halv time, og så derefter var jeg godt nok smadret. Jeg skulle bare give den alt, jeg havde, og det gjorde jeg, siger Jeff Mensah.

Offensivspilleren roser sine holdkammerater for en stor holdindsats. Og han tror på, thyboerne kan skrabe flere point til sig.

- V kan uden tvivl godt spille med i rækken. Det bliver vi ved at vise uge efter uge. Vi tager en kamp ad gangen. Det er selvfølgelig nogle store hold, vi møder, men vi ved godt, at hvis vi gør det, vi skal, skal vi nok tage en masse point. Det har vi vist indtil nu. Det er jeg ikke i tvivl om, vi nok skal blive ved med, siger Jeff Mensah.

Mod Vejle fungerede thyboernes spil med bolden bedre end i de sidste par kampe, selvom de seneste tre opgør før Vejle-kampen gav fuldt pointudbytte.

- Det er svært at sige, hvad det kan blive til, men vi viste, hvilket hold vi er, og hvor langt vi kan komme i den her række. Altoverskyggende er det stadig, vi skal kæmpe om overlevelse, men vi ser gode ud, siger Jeff Mensah.

Hullet til nedrykningsstregen i NordicBet Ligaen lyder 12 point, mens førstepladsen og Vejle er et point væk.

Gå til relaterede emner

Forsiden