Fodbold

TFC og Nordthy blev Thymestre

TFC genvandt sit Thymesterskab, mens Nordthy triumferede i B-rækken, da der søndag eftermiddag var finalestævne i Hørdum

TFC i røde trøjer nåede igen helt til tops i A-rækken ved Thymesterskabet i fodbold. Foto: Diana Holm
TFC i røde trøjer nåede igen helt til tops i A-rækken ved Thymesterskabet i fodbold. Foto: Diana Holm

HØRDUM: Søndag eftermiddag genvandt Thisted FC Thymesterskabet i fodbold i A-rækken for 3. gang i træk, da de i finalen slog Vestthy med 4-0.

I B-rækken overtog Nordthy tronen efter Hanstholm, da de efter straffesparkskonkurrence trak det længste strå mod Midtthy.

Selvom TFC’s sejr var komfortabel, så blev finaleopgøret i A-rækken faktisk en forholdsvis jævnbyrdig affære, fortæller Søren Poulsen fra den arrangerende klub.

TFC førte med 2-0 ved pausen på mål af Allan Olsen og Mathias Hansen.

Men efter pausen havde Vestthy flere gode muligheder, inden TFC lukkede mesterskabskampen med to sene scoringer, der blev sat ind af Andreas Nielsen og Anders Pedersen.

Kampen var præget af høj intensitet, og de godt 100 tilskuere blev - på en solbeskinnet Hørdum Stadion - også forkælet med godt fodboldspil i perioder.

Den stærkspillende og løbeivrige Casper Sørensen fra Vestthy blev belønnet med fighterpokalen efter opgøret.

Finalekampen i B-rækken mellem Nordthy og Midtthy blev en anderledes jævnbyrdig og spændende affære, fortæller Søren Poulsen. Nordthys Claus Dalgård bragte hurtigt Nordthy foran med 1-0, og da Anders Thomsen fik øget føringen til 2-0 inden pausen, lignede de et godt bud på en vinder. Men Midtthy ville det anderledes. Først fik Kristian Klint sparket fornyet spænding ind i opgøret, da han reducerede til 1-2, og med ti minutter igen bragte Flemming Kvejborg balance i den ordinære kamp, da han fra egen banehalvdel sendte et frispark direkte i Nordthymålet.

Men Nordthy havde åbenbart de bedste nerver, da de i den efterfølgende straffesparkskonkurrence formåede at score på tre ud af fem, mens Midtthy kun udnyttede to ud af fem.

Det betød at Nordthy kunne krydre en god turnering med Thymesterskabet, og oveni blev Claus Dalgård fra den sejrende klub kåret som finalens største fighter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden