Thisted FC

TFC overtager førstepladsen

Himmelflugten fortsætter for Thisted FC

Sead Gavranovic cementerede Thisted FC’s udebanesejr søndag, da han bragede bolden ind til 3-1. Arkivfoto: Bo Lehm
Sead Gavranovic cementerede Thisted FC’s udebanesejr søndag, da han bragede bolden ind til 3-1. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret kl. 15:58

FODBOLD: Divisionsduksen i NordicBet Ligaen fra Vejle Boldklub spiller ikke i denne weekend, og det udnyttede Thisted FC’s oprykkere søndag. Thyboerne på andenpladsen ville med en sejr søndag stryge til tops i 1. division, og den mulighed greb TFC.

Ude mod FC Fredericia sørgede TFC for, at oprykkerne nu syv gange i træk har hentet point. Søndag blev det til tre af slagsen som følge af en sejr på 3-1 på Monjasa Park.

Efterårets store positive overraskelse i dansk fodbold bragede sig foran kort efter anden halvlegs begyndelse. Tre minutter efter sidebyttet sparkede TFC-angriber Sonny Jakobsen kuglen forbi den tidligere Hobro-reserve Alexander Nybo i Fredericias mål.

Fra sin plads til højre i straffesparksfeltet sendte angriberen bolden over Nybo og i mål. Knap et kvarter senere blev det så den anden halvdel af 1. divisions mest målfarlige frontduo, Mikkel Agger, som fandt vej til netmaskerne.

Midt for mål og lige inde i feltet sparkede 1. divisions topscorer på kassen med venstre. Bolden strøg forbi Alexander Nybo og ind i keeperens højre sidenet til en udebaneføring på 2-0.

Kort efter reducerede Anders Holvad, der i sidste sæson var med til at spille Hobro IK i Alka Superligaen, men reduceringsmålet forblev forgæves.

Med knap et kvarter igen af kampen scorede indskiftede Sead Gavranovic således et perlemål for gæsterne. På et langskud fra venstre side på kant med straffesparksfeltets bue knaldede han bolden i nettet uden chance for Fredericias målmand.

Målet til 3-1 blev kampens sidste. TFC hapser dermed førstepladsen, men har dog spillet en kamp mere end nummer to, Vejle.

Gå til relaterede emner

Forsiden