TFC overvandt belejring
HB Køge styrede kampen, men Thisted FC snuppede de tre point
FODBOLD: Thisted FC holdt nullet for første gang i sæsonen, da de søndag snuppede tre point i NordicBet Ligaen.
Gæsterne fra HB Køge dominerede med bolden, testede træværket og tilspillede sig flest chancer, men måltavlen på Sparekassen Thy Arena sagde 2-0 ved slutfløjt.
1-0 målet faldt på kampens første målchance, da stadionuret lige havde rundet fem minutter. TFC-topscorer Mikkel Agger blev spillet fri på kanten af feltet. Angriberen sparkede med ydersiden og ramte stolpen, inden kuglen hoppede ind midt for mål. Her dukkede thyboernes anfører, Allan Høvenhoff, op i det lille felt, hvor han tacklede kuglen i mål.
Efter knap et kvarters spil testede HB Køge så træværket, da et skud prellede af på den ene opstander.
Efter 26 minutter brændte sjællænderne så kampens hidtil største mulighed. Midterforsvarer Jean-Claude Bozga stod fri på bagerste stang to meter fra mål, da bolden dumpede ned. Kuglen hoppede dog tilpas højt til, forsvarsspilleren skovlede bolden over mål. Få minutter senere forpagtede thyboerne igen heldet, da Kristian Andersen fra kanten af feltet tjattede et frispark på tværribben.
Med få minutter til pausefløjt blev det så thyboernes bagerste skanse, Kevin Mendoza, som sørgede for, TFC holdt fast i føringen, da han reddede et frit hovedstød.
Et halvt minut efter pausen fortsatte HB Køges overtag da sjællænderne sparkede over mål på en hoppende bold omkring straffesparkspletten. Endnu en brændt åben chance.
Næste store mulighed tilfaldt thyboerne midtvejs i anden halvleg, da Mikkel Agger koksede et skud på mål, efter han fik et fladt indlæg omkring straffesparkspletten.
Kort efter lykkedes det alligevel thyboerne at fordoble føringen. Glenn Rask sled sig fri på bagerste stang og headede fra klods hold et frispark i mål til slutstillingen.
Med sejren overtager oprykkerne fra Thisted tredjepladsen i 1. division fra netop HB Køge.