TFC trynet af tophold
AB var en for stor mundfuld for Thisted FC, der aldrig rigtigt formåede at true topholdet.
Opdateret kl. 22:52
GLADSAXE: Storfavoritterne fra AB var i en klasse for sig, da Thisted FC søndag eftermiddag gæstede topholdet i oprykningsspillet til 1. division og tabte 3-0.
Det var langt fra en drømmestart, thyboerne fik på kampen. Allerede efter seks minutter bragte AB sig foran 1-0 efter en ellers meget lige start på kampen.
- Vi starter fint de første fem minutter, men så får vi ikke gjort de ting, vi har trænet på, og så kommer de foran. Det var ikke slet ikke godt at komme bagud så hurtigt. Det betyder, at vi slet ikke får stresset dem, siger TFC-træner Bo Zinck om den alt andet end elskværdige start.
Dyre fejl
Resten af halvlegen blev en kamp for overlevelse. AB pressede Thisted FC i bund, og thyboerne var heldige med at gå til pause bagud med et enkelt mål.
I anden halvleg kom Thisted lidt bedre med, men igen kom uopmærksomhed i de første minutter til at koste dyrt. AB opsnappede en fejlaflevering fra Jeppe Svenningsen efter et hjørnespark, og AB’s Tobias Thomsen kunne efter et hurtigt kontraangreb fordoble hjemmeholdets føring til 2-0.
Blot syv minutter efter lukkede og slukkede Thisteds egen Mads Lauritsen kampen, da han kiksede en clearing i Thisteds felt og sparkede bolden i eget net til slutresultatet 3-0.
Klasseforskel
Efter selvmålet slap AB en smule af grebet om kampen, men Thisted formåede aldrig at gøre sig rigtigt farlige på den svære udebane. End ikke et straffespark i slutminutterne kunne ændre på, at Thisted måtte gå målløse fra opgøret, der endte med cifrene 3-0 til AB.
- Det er en kamp, hvor de bare er det bedste hold. De er bare et niveau over alle os andre i 2. division. Det er første gang, jeg for alvor virkelig føler, der bare var niveauforskel. Så de skal bare op i 1. division, og det kan ikke gå for hurtigt, siger Bo Zinck.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.