Thisted FC

TFC-vikar: Mentalt overskud er nøglen

Sejrsløse Thisted FC skal vise mental styrke i forårets sidste kampe

Henrik Larsen understreger, at Thisted FC for alvor skal vise, de er på hjemmebane, når thyboerne lørdag møder Vendsyssel FF. Arkivfoto: Andreas Falck
Henrik Larsen understreger, at Thisted FC for alvor skal vise, de er på hjemmebane, når thyboerne lørdag møder Vendsyssel FF. Arkivfoto: Andreas Falck

FODBOLD: En trænerfyring og nul sejre lyder forårsstatus for Thisted FC, som lørdag for første gang i denne sæson ikke ledes af den nu fyrede Joakim Mattsson.

Afløseren på cheftrænerposten frem til sommer, Henrik Larsen, satser på, thyboerne i løbet af de tre sidste 1. divisionsrunder henter den første sejr i 2018. Lørdag gæster nummer fire fra Vendsyssel FF.

- Det gælder for os om at vinde fodboldkampe. Vi vil gøre, alt hvad vi kan, vel vidende at det bliver en vanskelig kamp. De har individualister, der kan gøre ondt på alle hold. Vi synes også selv, vi har noget, vi kan bringe i spil, siger Henrik Larsen.

Med tre kampe på godt og vel en uge får han og assistenttræner Henning Pedersen ikke mange træninger i spidsen for holdet, inden sæsonen går på hæld. Man skal derfor ikke forvente, at de to tidligere Mattsson-assistenter ændrer meget på spillet, mener Henrik Larsen. Men hvor Mattsson altid stillede op i en 3-1-4-2, bliver det ikke nødvendigvis sådan for TFC fremover. Henrik Larsen vægter dog især det mentale mod Vendsyssel.

- Vi skal være skarpe for ikke at blive fanget i omstillinger, for de er måske det bedste hold i rækken på omstillinger. Det kræver en god struktur, og at vi tør at gå frem i banen at angribe dem. Deres største styrke er offensiven, så det vil hjælpe os at spille med bolden højt på deres banehalvdel. Det handler om at turde tage fat i spillet. Vi skal udvise mentalt overskud også. Det er et af nøgleordene, siger han.

TFC’s oprykkere overvintrede på andenpladsen i NordicBet Ligaen, men efter 11 sejrsløse forårskampe indtager thyboerne nu syvendepladsen.

Gå til relaterede emner

Forsiden