Thisted FC op i serie 2 med en storsejr
Hattrick af Jens Knudsen - samt et selvmål afgjorde oprykningen
THISTED: Thisted FC kunne søndag formiddag sikre sig oprykning fra serie 3 til serie 2 med en sejr over FS Midtthy, og som sagt, så gjort.
TFC slog søndagens udehold med sikre 4-0 efter et hattrick af en storspillende Jens Knudsen, hvis scoringsstime kun blev afbrudt af første halvlegs midterste mål, der var et selvmål til 2-0.
- Vi tabte bare til et hold, der var bedre end os, konstaterer FS Midtthys træner Mads Hansen, hvis tropper er rykket ned i serie 4.
Inden sæsonstart frygtede Thisted FC’s træner Leo Frost, at TFC’erne ville tage den ene af de to nedrykningsbilletter, men sådan skulle det som bekendt ikke gå.
- Da vi kom op i serie 3, var vi lidt nervøse for, om vi kunne være her, siger Frost med henvisning til, at TFC’erne selv er et fjerdehold, mens resten af holdene i serie 3 er lutter førstehold.
Derfor er Frost da også mere end tilfreds med forårets tolv kampe.
- Vi har haft en rigtig god sæson, siger oprykningstræneren om foråret, hvori der stadig mangler to spillerunder. Forklaringen på oprykningen ligger blandt andet i TFC’ernes store rutine samt færdigheder med bolden.
- Det er jo ene gode boldspillere, siger Frost om sit rutinerede hold, der efter sommerpausen skal tage udfordringen i serie 2 op.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.