100.000 kr. til klubkassen: Boldklub i Thy kåret som Årets Lokale Forening i Danmark

Hovedpræmien i Go’ons foreningskonkurrence går til Vorupør Boldklub

Lars Hyldahl. formand for Vorupør Boldklub, åbnede en flaske bobler, da det stod klart, at Go’on havde kåret klubben som Årets Lokale Forening i Danmark. Foto: Bo Lehm

Lars Hyldahl. formand for Vorupør Boldklub, åbnede en flaske bobler, da det stod klart, at Go’on havde kåret klubben som Årets Lokale Forening i Danmark. Foto: Bo Lehm

VORUPØR:Lars Hyldahl, formand for Vorupør Boldklub, tabte fuldstændig mælet, da han så tallet på den store check, som er hovedpræmien i den foreningskonkurrence, som brændstofselskabet Go’on står bag. Her blev den lille boldklub i Vorupør fredag kåret som Årets Lokale Forening i Danmark ved et arrangement på Vorupør Stadion, og med kåringen følger en præmie på 100.000 kroner til klubkassen.

- Øh, tak! Det er godt nok mange penge, lød det fra en benovet formand.

Han forestiller sig, at nogle af pengene skal bruges på en tiltrængt renovering af klubhuset og noget nyt udstyr til spillerne.

- Og når vi på et tidspunkt må være lidt flere sammen igen, så tror jeg, at de aktive i klubben skal have en lille fest, siger han.

Lars Hyldahl med den store check. Foto: Bo Lehm

Lars Hyldahl med den store check. Foto: Bo Lehm

499 foreninger var nomineret til Årets lokale Forening i Danmark.

42.130 personer har afgivet deres stemme i konkurrencen. De 20 foreninger med flest stemmer kom i finalerunden, og her skulle en jury vurdere, hvordan placeringerne skulle fordeles.

Det var en enig jury, som pegede på Vorupør Boldklub, som vinderen af Årets Lokale Forening 2020.

Juryen udtaler følgende om baggrunden for kåringen: ”I en tid, hvor globalisering og storbyliv er in, faldt juryen for Vorupør Boldklubs evne til at gå imod strømmen. Der bor kun 500 mennesker i byen, men alligevel har boldklubben under mottoet ”Danmarks sjoveste fodboldklub” formået at udvikle klubben, så den i dag er et samlingspunkt for hele området.

Vorupør Boldklub tør stå ved sig selv og at fastholde de rødder, der har skabt klubben, men samtidig er den åben for nye tendenser og muligheder. Vorupør Boldklub ligger måske nok i et område, som mange vil betegne som udkantsdanmark, men klubben gør med sit store arbejde alt for, at Vorupør stadig skal være et sted, som børnefamilier søger hen, når de skal finde et trygt sted at bosætte sig.

Det er hele byen, der bakker op om klubben, og det virker som om, at stort set alle 500 indbyggere har en rolle at spille i fællesskabet. Og juryen vil opfordre til, at mange andre småbyer kigger i retning af Vorupør Boldklub, hvis de vil have opskriften på, hvordan man undgår affolkning og i stedet får skabt et miljø, der laver sammenhold og lyst til fællesskab.”

Go’on er et danskejet brændstofselskab, som driver 158 tankstationer i Danmark, typisk i mindre byer.

Det er femte år i træk, Go’on afholder konkurrencen.

Der blev samtidig kåret fem regionale vindere, der hver har modtaget 25.000 kroner. I Nordjylland blev det Foreningen Noatun fra Thisted. De er fælles om driften af det gamle træskib Noatun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.