100-årig fik ny lægeklinik
Plejecenter holdt både fødselsdag og indvielse
FRØSTRUP: Der var i den grad begejstring at spore hos de godt 130 gæster, der var dukket op til indvielsen af den nye lægeklinik på Plejecenter Trye fredag eftermiddag.
- Vi begyndte arbejdet i november 2016, og vi gjorde brug af talens magt overfor kommunalt ansatte, politikere og læger, sagde Gunner Kjeldsen fra sundhedsgruppen på Hannæs efter, at Ida Pedersen (S), formand for social- og sundhedsudvalget, havde budt velkommen. Alles Lægehus rykker ind allerede i løbet af denne weekend, så de står klar til at modtage patienter mandag morgen. Personalet fra Alles Lægehus kommer til at bruge en lægeklinik samt en sygeplejeklinik. Den kommunale hjemmepleje benytter de to resterende sygeplejeklinikker, og de er alle fælles om det nye laboratorium. Derudover er der lavet et lyst og imødekommende venteværelse, og indretningen af receptionen giver også mulighed for fortrolige samtaler. Desuden har man skabt nogle bedre faciliteter for de ansatte på Trye.
- Det er blevet supergodt, siger Maria Toft, der er daglig leder af lægeklinikken i Frøstrup. Hun er også daglig leder af klinikken i Frederikshavn, og derfor bliver det sygeplejerskerne Pernille Petersen og Camilla Christensen, der bliver den daglige base i den nye klinik.
- Vi har fået nogle gode og funktionelle klinikker, og det hele er lyst og moderne, siger Maria Toft.
I Frøstrup har der ikke været en fast læge siden Poul Gerding lukkede sin klinik i 2015. Derefter påtog regionen, så Falck og nu Alles Lægehus sig opgaven. Lægerne har været tilknyttet klinikken i kortere eller længere tid.
- Nu oplever vi, at flere af lægerne er gengangere. Vi oplever også, at flere yngre læger vil hertil, siger Maria Toft.
Den nye klinik skal gerne virke inspirerende for yngre læger samt styrke samarbejdet mellem praksis og det kommunale sundhedsområde. Moderniseringen har kostet 5,2 mio. kroner, hvoraf de 3,9 kommer fra en pulje.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.